Pressemeddelelse

Efterskoleelev: ”Friluftsliv gør mig glad og giver mig ro”

Valdemar_Ungefællesskaber
Unges trivsel kan styrkes i friluftslivet. Derfor vil nyt projekt bygge bro fra efterskoler, ungdomsskoler og klubber til lokale friluftsforeninger.

Det nye initiativ ’Ungefællesskaber i friluftslivet’ vil introducere unge for friluftslivets muligheder i foreninger i deres nærområde. Mange unge finder nemlig aldrig vej til friluftsforeninger, mens andre falder fra foreningsfællesskaber, når de starter på en ungdomsuddannelse.

’Ungefællesskaber i friluftslivet’ lanceres af Friluftsrådet i samarbejde med Efterskoleforeningen, Ungdomsskoleforeningen og Ungdomsringen samt en række friluftsforeninger. Projektet er støttet af Spar Nord Fonden og løber frem til udgangen af 2026. 

Med initiativet vil Friluftsrådet og foreningerne over de kommende tre år introducere mindst 150 unge til friluftslivet i Danmark, og samtidig opbygge varige netværk og samarbejder mellem lokale foreninger og efterskoler, ungdomsskoler og klubber.

Valdemar fra Østerbro går på Efterskolen Flyvesandets Outdoorlinje på Fyn. Han siger:   

”Friluftslivet gør mig glad, og det giver mig ro. Jeg er blevet et mere afbalanceret menneske af at komme ud i naturen. Jeg kan sindssygt godt lide at være ude, sove ude og lave bål. På efterskolen er jeg begyndt at dyrke jagt. Det gælder om at prøve sig selv af i naturen. Men det allervigtigste er fællesskabet. Jeg vil helt klart anbefale alle at komme ud. Jo mere, jo bedre, og helst sammen med andre. Det giver rigtig god mening, at lade flere få øjnene op for, at ophold i naturen kan noget helt særligt, specielt hvis man er ude sammen med andre.” 

Direktør Winni Grosbøll, Friluftsrådet, siger: 

”I friluftsforeninger kan de unge ofte opleve et knap så konkurrencepræget fællesskab, som giver plads til den enkelte. Og så kommer de ud i naturen, som vi ved kan styrke mental sundhed og trivsel. Friluftsrådets over 80 medlemsorganisationer repræsenterer et foreningsliv med et væld af tilbud – alt fra orienteringsløb til jagt, lystfiskeri, rollespil og kajakroning. Lokalforeninger over hele landet står klar med åbne arme til at tage imod de unge.”

Bo Uggerhøj, Fondsdirektør i Spar Nord Fonden, udtaler: 

”Med det nye tiltag nytænker Friluftsrådet rammerne for det traditionelle foreningsliv for unge. Målgruppen får selv lov at deltage i udviklingen, ligesom skoler, klubber og foreninger bliver involveret. Forhåbentlig vil det samlet set skabe nye muligheder for at tiltrække flere trofaste deltagere til ungefællesskaber ude i naturen. Det synes vi i Spar Nord Fonden er et spændende projekt med vigtige perspektiver på de unges trivsel, som vi gerne støtter op om”.

Kontakt
Winni Grosbøll
Direktør
30 18 19 79
Maren Ottar Hessner
Politisk konsulent
24 63 60 23