To piger sejler i kano
For at optimere Udlodningsmidler til Friluftsliv har Friluftsrådet opstillet nogle principper for evaluering i forbindelse med projekttilskud. Her kan du læse om principperne, og hvilke krav vi stiller til forskellige typer af projekter.

Hvorfor evaluere?

Friluftsrådet ønsker med udlodningsmidlerne at fremme befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Alle projekter, som støttes, er en del af denne ambition. 

Derfor stilles der - i varierende omfang - krav om evaluering af de projekter som modtager støtte. Det gør, at den der udfører projektet, får en systematik at opsamle sine erfaringer ud fra. Og dermed kan andre lære af projektets erfaringer, og Friluftsrådet kan blive bedre til at rådgive andre ansøgere og til at tilrettelægge bevillingspraksis.

Evalueringsplanlægningen, som foregår ved projektstart, vil ofte også gøre projektet skarpere og øge dets værdi, da man får fokus på de parametre, som peger mod det ønskede formål.

Friluftsrådets principper for evaluering

Vi ønsker at kortlægge effekterne – men ikke for enhver pris 

Evaluering kan bidrage med forskellige typer af værdifuld viden. I Friluftsrådet er vi særligt interesserede i, hvilken effekt det enkelte projekt har i forhold til udlodningsmidlernes formål, men der kan også være værdifulde erfaringer om for eksempel samarbejder, forankring og metoder, som evaluering kan bringe frem i lyset.

I den bedste af alle verdener kan evalueringen give et tydeligt billede af, hvilken effekt en given bevilling har. Men ofte er evaluering og især effektmålinger en svær og omkostningsfuld affære. Vi laver derfor for hvert projekt en vurdering af, i hvilken grad omkostningerne står mål med udbyttet, og på hvilket niveau det giver mening at evaluere.

Vi differentierer krav til evaluering 

For mindre projekter stiller vi sjældent krav om større evalueringer og egentlige effektmålinger.

I større udviklingsprojekter vil der derimod være krav om mere omfattende evalueringer og ofte egentlige effektmålinger.

Den primære evaluering foregår på projektniveau – og er ansøgers ansvar    

Evaluering af det enkelte projekt er ansøgers eget ansvar, men i forbindelse med sagsbehandlingen kan der foregå en dialog mellem Friluftsrådet og ansøger vedr. evalueringsdesignet.

I nogle tilfælde bliver der lavet et overordnet evalueringsskema til alle de projekter, som har fået tilskud inden for en tematisk pulje. I de tilfælde vil ansøger kende skemaet fra projektstart og være forpligtet til at besvare det ved afrapportering. 

For puljer målrettet mindre projekter kan Friluftsrådet beslutte selv at initiere mere systematiske evalueringer på tværs af projekterne.

Opsamling og videndeling omkring overordnede temaer  

Inden for mere afgrænsede temaer, hvor der mere systematisk har været stillet krav om evaluering, opgør Friluftsrådet så vidt muligt de samlede og løbende projektevalueringer og -effektmålinger. Det gør vi for at vurdere den samlede værdi, som indsatsen med temaet har skabt, samt for at viderebringe projekterfaringerne til inspiration for andre.

 

Shelter i Pilotnaturpark Flynder Sø - Sønder Lem Vig
Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter initiativer, der forbedrer mulighederne for befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Næste frist er 15. september 2024.