Naturpark vesterhavet vandring premium vandrerute
Vi arbejder lokalt med at sikre endnu bedre muligheder for friluftsliv i alle kommuner. Du kan også være med til at påvirke Friluftsrådets arbejde og få indflydelse på de emner, som du er optaget af.

Du kan også blive aktiv i Friluftsrådet og få indflydelse på vores arbejde i kommunerne. Du kan for eksempel være med til at arbejde for en ny rostation, flere stier og teltpladser, friluftsliv i ådale, vildere natur, bedre adgang til naturen og meget mere.

Arbejdet i lokale friluftsråd er fleksibelt og noget du kan involvere dig i kortere eller længere perioder i forhold til et konkret emne eller en sag, som netop interesserer dig. 

Hvordan kan jeg blive involveret?
I traditionelt bestyrelsesarbejde eller ad hoc i temagrupper. På årsmødet kan du blive valgt til bestyrelsen eller melde dig til at arbejde i en temagruppe. Du kan også melde dig til en temagruppe i løbet af året og deltage i temaaftener mv. For at blive valgt til bestyrelsen skal du være medlem af en organisation under Friluftsrådet. 

Har du lyst til at arbejde med friluftspolitik i dit lokalområde, skal du kontakte formanden for dit lokale friluftsråd og samtidigt tilmelde dig som medlem via formularen nedenfor.

Sommer og forår skov
Her kan du blive aktiv i dit lokale friluftsråd.

Hvorfor lokale friluftsråd?

Stort set alle politikområder Friluftsrådet arbejder med (natur, adgang til natur, planlægning, friluftsliv, naturformidling, skoler, daginstitutioner, sundhed er forankret i kommunernes arbejde.

Det får du og din organisation ud af at være med
  • Vi har en lokal stemme og kan bære jeres sag frem. Vi er høringsberettiget på feltet omkring natur og friluftsliv og sidder med i kommunale råd og nævn, hvor vi følger og påvirker sagerne i kommunerne. Vi er bl.a. repræsenteret i de grønne råd, nationalparkråd, skovråd, vandråd, naturnationalparknetværk mv.
  • Det har stor værdi at stå sammen, når der skal søges politisk indflydelse i kommunerne, for politikere lytter mere, når flere stemmer taler samme sag.
  • Arbejde for at flere får glæde af naturen
  • At din sag eller dit projekt kan blive båret frem. Som frivillig forventes det dog, at du repræsenterer det samlede friluftslivs interesser.
  • Flere samarbejdsmuligheder, videndeling og inspiration
  • Et socialt fællesskab der har det sjovt sammen
  • Nyhedsbreve om friluftsliv i kommunerne og invitation til årsmøder og sommermøder.

 

Hvad er en temagruppe

Arbejdet i temagrupper foregår ad hoc i kortere eller længere perioder med aktuelle, specifikke emner, som optager din forening og andre friluftsinteresserede i lokalområdet. Temagrupperne bliver enten nedsat på årsmødet eller i løbet af året. Til forskel fra arbejdet i bestyrelsen er temagrupperne åbne for alle. Du behøver derfor ikke at være medlem af en lokalforening/medlemsorganisation for at engagere dig i en temagruppe.

I temagrupper kan du fx arbejde med: friluftsliv og sundhed, adgangssager, stiforløb, oprettelse af nye naturparker mv.

Hvad er et årsmøde

Èn gang om året holder de lokale friluftsråd et årsmøde for alle medlemmer af det lokale friluftsråd. Årsmødet består af oplæg og diskussioner af, hvilke emner og indsatser der skal være i fokus for det lokale Friluftsråd det følgende år. Det er også på årsmødet, at der bliver nedsat temagrupper. Temagrupper kan dog også nedsættes løbende efter behov.

På årsmødet er der ligeledes valg til bestyrelsen, som består af formand, kommunekoordinatorer og evt. øvrige poster. Medlemmerne vælges for to år ad gangen.

Hvem består bestyrelsen af?

Bestyrelsen består af formand, et antal kommunekoordinatorer og evt. øvrige poster som kommunikationsansvarlige mv. Bestyrelsen bliver valgt på årsmødet og medlemmerne sidder for en toårig periode.

Bestyrelsen har det overordnede politiske og administrative ansvar for det samlede lokale friluftsråd, og har derfor også, om nødvendigt, mandat til at skride ind over for de beslutninger, som bliver truffet i temagrupperne.