kvinder kigger på fugle

Driftstilskud til natur- og friluftsorganisationer

Landsdækkende natur- og friluftsorganisationer, som fremmer friluftslivet i Danmark, kan søge om driftstilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Næste ansøgningsfrist er 29. april 2024.

Friluftsrådet uddeler driftstilskud til landsdækkende natur- og friluftsorganisationer, som fremmer friluftslivet i Danmark. Midlerne er en del af Udlodningsmidler til friluftsliv, der stammer fra overskuddet fra Danske Lotteri Spil og Klasselotteriet.

Fra 2018 har Friluftsrådet indført en ny model for driftstilskud, som skal sikre større gennemsigtighed og økonomisk sikkerhed for organisationerne. Den nye model, der er blevet til i dialog med de berørte organisationer, betyder, at driftstilskud i højere grad vil blive bestemt af objektive faktorer. Modellen er indfaset over en femårig periode fra 2018 til 2022.

De gældende retningslinjer for ansøgninger om driftstilskud ses i dokumentet her:

Friluftsrådet giver overordnet set driftstilskud til tre typer landsdækkende organisationer:

  1. Primærorganisationer er natur- og friluftsorganisationer, der samler medlemmer om interessen for en aktivitet og udøver interessevaretagelse.
  2. Faglige fællesskaber er organisationer, hvis primære formål er at formidle det brede friluftsliv og fremme naturforståelsen i Danmark med afsæt i medlemmernes professionelle virke.
  3. Paraplyorganisationer, som samler friluftlivets interesser.

Organisationer kan ikke få driftstilskud, hvis de modtager driftstilskud fra andre puljer af udlodningsmidler.

Ansøgning om driftstilskud

Der er ansøgningsfrist hvert år ultimo april. Næste frist er 29. april 2024. Ansøgningsskema fremsendes ved henvendelse til Friluftsrådets tilskudsadministration på tilskud@friluftsraadet.dk 

Primærorganisationer

Driftstilskud til primærorganisationer med mere end 1.000 medlemmer bliver bestemt af tre overordnede elementer: 

  1. Et basistilskud, som er afhængigt af sekretariatets størrelse.
  2. Et medlemsbaseret tilskud, som afhænger af organisationens kontingentindtægter.
  3. Et breddeaktivitetstilskud, som afhænger af organisationens bidrag til at fremme friluftsliv i Danmark for andre end egne medlemmer.

Mindre organisationer med op til 1.000 medlemmer tildeles et årligt beløb, som afhænger af medlemstallet.

Faglige fællesskaber

Faglige fællesskaber tildeles et basistilskud samt et tilskud, der afhænger af organisationens medlemstal.

Paraplyorganisationer

Op til 58 procent af puljen til driftsstøtte kan deles ud til paraplyorganisationer for det samlede friluftsliv.

Der gives driftstilskud til paraplyorganisationer med en medlemsbase på minimum 30 landsdækkende danske organisationer, som samlet repræsenterer det danske friluftslivs bredde.

Organisationen skal have til formål at understøtte både den brede befolkning og medlemsorganisationernes interesser i forhold til friluftsliv.

Regulering for økonomisk trang

Organisationernes økonomiske trang er afgørende for tilskuddets størrelse. Det betyder, at organisationer, der har en høj egenkapital i forhold til omsætningen, vil blive nedreguleret til fordel for de organisationer, som har større behov for økonomisk tilskud.

Organisationer med en korrigeret egenkapital på under 100.000 kr. fritages for reguleringen for økonomisk trang.

Udligning efter puljens størrelse

Der vil årligt være ca. 18,5 mio. kr. til uddeling (pristalsreguleres). Såfremt de beregnede tilskud ikke tilsammen udgør 18,5 mio. kr., vil tilskuddene blive opjusteret forholdsmæssigt, så hele puljen kommer til uddeling. Såfremt de beregnede tilskud tilsammen overstiger 18,5 mio. kr., vil de enkelte tilskud tilsvarende blive forholdsmæssigt nedjusteret.

Nye ansøgere

For nye modtagere af driftstilskud er der en indslusningsperiode på fem år. Organisationen vil i perioden modtage en procentvis andel af det beløb, som modellen tilsiger, fra 20 procent det første år til 100 procent i det femte år.

Hvis organisationen tidligere har modtaget driftstilskud fra en anden udlodningspulje, vil der være en karensperiode på to år.