Foreningen Kulturbrugsen har fået 50.000 kr. i tilskud til blandt andet SUP-udstyr og fiskegrej, der skal skabe muligheder for aktiviteter på og ved Limfjorden for lokale borgere, skoler m.fl.
SUP-boards på Limfjorden

Kulturbrugsen vil med projektet gerne tilskynde flere børn, unge og voksne til at bruge fjorden på forskellig vis ved at have diverse "grej" i vores grejbank. Sebbersund er en lille fjordby tæt på Limfjorden, men på trods af byens tætte placering ved fjorden oplever foreningen, at det er færre - og især færre børn og unge, der bruger fjorden og har kendskab til fjorden. 

Projektets primære målgruppe er nybegyndere på fjorden. Det omfatter blandt andet lokalområdets børn og unge fra 7- 15 års alderen, områdets småbørnsfamilier, voksne og ældre samt byens mange sommerhusbeboere.

Projektet er ikke det største rent kroner- og øre-mæssigt, men det er et af de projekter, jeg er allermest taknemmelig for, fordi det har generet så mange aktiviteter og bevægelser på fjorden. Folk, der i mange år har boet tæt på fjorden, men som aldrig har anvendt den, har fået et helt andet forhold til det at tage afsted på fjorden, hvis vejret er til det. Projektet har skabt et stort sammenhold i vores lille by, så endnu engang tak!
Dorthe Thybo Kudsk, Kulturbrugsen

Foreningen har fået tilskud til forskellige former for udstyr til blandt andet SUP-aktiviteter. Udstyret er samlet i byens nyopførte grejbank, der er opført ved byens samlingssted: Kulturbrugsen, der er byens aktivitetshus for folk i aldre og som er placeret knap 200 meter fra Limfjorden.

Sikkerheden er vigtig, når nybegyndere skal blive fortrolige med aktiviteter på vandet. Derfor sørger Kulturbrugsen for, at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. redningsveste, er til rådighed i grejbanken. Derudover holder Kulturbrugsen små introkurser på en times varighed, som skal give nybegyndere en tryg start på det blå friluftsliv.

Projektet er drevet af frivillige kræfter.

Information

Projekttype
Friluftsliv ved vandet
Region
Region Nordjylland
Beløb
0 - 50.000 kr.
Støttemodtager

Kulturbrugsen