paraglider på strand
Formanden

Værdi for friluftslivets organisationer

Friluftsrådet skal skabe værdi for friluftslivets organisationer gennem samarbejder og partnerskaber. Sådan lyder en tydelig og vigtig ambition i strategien "Friluftsliv for alle". Derfor har bestyrelsen taget flere initiativer til at bringe os tættere sammen, og det giver jeg et par ord med på vejen.

Kære medlemmer af Friluftsrådet

Sjældent starter blogindlæg sådan - men jeg vil gerne sende en særlig hilsen til vores 85 medlemsorganisationer. Bestyrelsen har nemlig lige holdt sit første møde efter sommerferien. På dagsordenen var blandt andet den nye kampagne, der skal fjerne barrierer for adgang til naturen og vi drøftede også naturnationalparkerne, hvor bestyrelsen fortsat er opmærksom på den reelle lokale indflydelse i processerne med at etablere de nye vildere naturområder.

På rundtur hos medlemsorganisationerne

Bestyrelsen holdt mødet hos Danske Handicaporganisationer og det er planen fremover at besøge medlemsorganisationerne i forbindelse med møderne for at øge kendskabet og styrke dialogen. En særlig ambition i den strategi, vi vedtog i foråret, er at styrke samarbejdet med medlemmerne. Og det har vi tænkt os at føre ud i livet!

Medlemmer inviteres med i bestyrelsens udvalg 

Derfor vedtog bestyrelsen også en ny struktur for de underudvalg, en del af bestyrelsens arbejde foregår i. Udvalgene bliver sammensat af bestyrelsesmedlemmer og repræsentanter fra medlemsorganisationerne. Vi har inviteret medlemmerne med ind og udvalgsformændene vil de kommende uger få travlt med at sammensætte udvalgene, så de afspejler bredden i medlemsorganisationerne. Det er vigtigt for mig at understrege, at man som udvalgsmedlem må tage paraplyens rolle til sig og varetage det samlede friluftslivs interesser og føre Friluftrådets strategi ud i livet. For med den nye strategi som fundament afspejler udvalgene og deres opgaver de fire strategiske temaer: Alle skal have adgang til naturen, Naturen skal være rig og fuld af oplevelser, Foreninger og fællesskaber skal have gode vilkår og ikke mindst Inspiration til friluftsliv, der har et særligt fokus på friluftsliv og naturforståelse for børn og unge. Endelig er der nedsat et udvalg for det blå friluftsliv, der går på tværs i strategien.

To teenagere på fisketur
Friluftsrådets bestyrelse nedsætter underudvalg, der arbejder med de strategiske hovedområder i strategien Friluftsliv for alle. Udvalgene består af bestyrelsesmedlemmer og repræsentanter fra medlemsorganisationerne.

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med de nye udvalg, der skal arbejde hen i mod generalforsamlingen næste år. Og nu vi er ved det – så besluttede bestyrelsen også, at generalforsamlingen skal foregå lørdag den 23. april 2022, på en måde, der giver plads til at arbejde sammen, networke og hvem ved – afprøve forskellige former for friluftsliv.

 Det er ønsket og forventningen, at disse initiativer kan bringe os tættere sammen, at vi kan få glæde af hinandens kompetencer, samarbejde om at udvikle friluftslivet og give det en stærkere stemme i offentlige debat.

Ud over mødematerialet er referatet af bestyrelsens også åbent for alle interesserede. 

Utterslev Mose
Her finder du mødeoversigt og nedenfor materiale fra møder i Friluftsrådets bestyrelse