Otte kanoer skal få flere uvante ud i naturen
Otte kanoer, en masse specialudstyr og en kanotrailer. Det er grundelementerne i et nyt projekt i Thisted, der skal få flere naturuvante mennesker til at bevæge sig ud i naturen.
Kanoerne skal nemlig bruges til at skabe nye, spændende muligheder for at bruge naturen for særlige grupper som for eksempel borgere med fysiske og mentale funktionsnedsættelser, overvægtige, veteraner, nydanskere med flere.
”Kanoerne kan være med til at skabe gode naturoplevelser, for nogle mennesker, der traditionelt set ikke kommer ret meget ud i naturen. Vi ved, at naturen kan spille en vigtig rolle, når det kommer til både fysisk, mental og social sundhed – og derfor støtter vi op om Nordvest Safari Thy-Mors’ projekt i Thisted,” siger Jan Ejlsted, der er direktør i Friluftsrådet.
Kanovogntoget i Thisted modtager 100.000 kroner i tilskud fra en særlig pulje af Udlodningsmidler til Friluftsliv kaldet ”Bevæg dig i Naturen”. En pulje, der administreres af Friluftsrådet som en del af partnerskabet i ”Bevæg dig for livet – i naturen” med DGI og DIF.
Udstyret skal indgå i Grejbank Nordvest Safari, hvorigennem det kan udlånes til institutioner, foreninger og større grupper.