Høringssvar

Friluftsrådets bemærkninger til tilskudsordning for privat skovrejsning 2022

billede af en skov i april med anemoner i skovbunden
Friluftsrådet bakker op om, at der ydes statsligt tilskud til privat skovrejsning.

Friluftsrådet anbefaler dog, at skovenes rekreative værdi også tænkes ind i tilskudsordningen, så hensynet til rekreative gevinster indgår som en vigtig del af beslutningen om, hvor skoven skal rejses. Skovene har stor rekreativ værdi for danskerne, og der er et væsentligt samfundsmæssigt tab ved, at der ikke tages hensyn til de rekreative interesser i tilskudsordningen til privat skovrejsning, hvilket blandt andet er dokumenteret af De Økonomiske Råd i deres analyse af værdien af rekreative områder fra 2014.

For at de rekreative potentialer ved skovrejsning kan blive realiseret, er det helt centralt, at der skabes bedre adgangsforhold for befolkningen i de skove, som rejses med brug af offentlige midler. Friluftsrådet mener derfor, at tilskud til privat skovrejsning bør betinges af, at befolkningen i videst muligt omfang får mulighed for at færdes og opholde sig i områderne, gerne svarende til reglerne for offentlige arealer.