Pressemeddelelse

167 projekter skal skabe bedre muligheder for friluftsliv

børn fiske
Friluftsrådet har besluttet at give i alt 15 mio. kr. i tilskud til 167 projekter rundt omkring i landet. Projekterne skal forbedre de fysiske rammer for friluftsliv, skabe bedre muligheder for friluftsliv for børn og unge og udvikle mulighederne for vandfriluftsliv.

167 projekter i hele landet skal skabe bedre muligheder for friluftsliv og øge befolkningens naturforståelse. Friluftsrådet har i slutningen af september bevilliget i alt 15 mio. kr. til 167 projekter i 66 forskellige kommuner. To tredjedele af dem, der har fået tilskud, er frivillige foreninger eller organisationer.

Blandt de støttede projekter er der flere projekter, som skal gøre det lettere for personer med særlige behov at komme ud i naturen. 

”Vi mener, at alle skal have mulighed for at komme ud i naturen og nyde godt af de mange dejlige oplevelser, man kan få derude. Derfor er vi glade for, at vi med Udlodningsmidler til Friluftsliv kan være med til at realisere konkrete projekter, som gør naturen mere tilgængelig, hvis man for eksempel har et fysisk eller mentalt handicap,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

For eksempel har Blåvand Grundejerforening fået tilskud på 156.200 kr. til at etablere en sti, som skal gøre det muligt for personer med funktionsnedsættelser at komme ned til stranden. Hjerting Borgerforening har fået 300.000 kr. i tilskud til at gøre Hjerting Anløbsbro til en ny handicapvenlig attraktion for blandt andet badende, paddleboardere og sejlere. Derudover har Thyværkstedet, der er et socialt arbejdsmarkedscenter i Thisted, fået 35.000 kr. i tilskud til en specialcykel, der skal give borgere i kørestol mulighed for at komme ud i naturen.

Mange eksempler på spændende projekter

Friluftsrådet har overordnet set givet tilskud til projekter inden for tre temaer: Børn og unges friluftsliv, Fysiske rammer for friluftsliv og Vandfriluftsliv. Blandt de støttede projekter, der skal styrke børn og unges friluftsliv, er blandt andet 39 projekter, der skaber bedre muligheder for at rykke undervisningen i skolerne udenfor, og 36 projekter, der skal skabe bedre muligheder for udeliv i dagtilbud. Derudover er der projekter, som udvikler børn og unges muligheder for friluftsliv i fritiden, for eksempel gennem naturformidling eller udbredelse af vandaktiviteter.

Oversigt over støttede projekter september 2023

 

For eksempel har Frydenhøjskolen i Hvidovre Kommune fået 31.200 kr. i tilskud til projektet Ud i det blå på "egne" hjul, der skal gøre det muligt for elever med ADHD og autisme samt øvrige elever at komme ud i naturen ved hjælp af elladcykler og cykeltrailere. Blandt de større bevillinger finder man Nørre Vedby Skole- og Børnehus, som har fået 650.000 kr. i tilskud til at omdanne 8 hektar landbrugsareal til et rekreativt natur- og friluftsområde med blandt andet shelter, stier, udstyr til udeskole, bålhytte og udsigtstårn.

Under temaet Vandfriluftsliv har Foreningen "Skønnest ved Skanderborg" fået tilskud på 750.000 kr. til at etablere flydende platforme på Skanderborg Sø, der skaber nye muligheder for leg, ophold og aktivitet på vandet samt formidling om søens dyre- og planteliv. Naturekspeditionen i Vesthimmerland Kommune har fået 50.000 kr. til at etablere en kystnær naturbase ved Hvalpsund. Her vil blive etableret en undervandssti med formidlingsposter og mulighed for gratis udlån af forskelligt friluftsudstyr.

Og blandt de projekter, der udvikler de fysiske rammer for friluftsliv, kan nævnes Kjellerup Lokalråd, som har fået 350.000 kr. i tilskud til at etablere en sti med boardwalk og bro, som skal skabe bedre adgang til et vådområde langs Tange å ved Hørup Mølle.

Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.

Se listen over alle de støttede projekter her:

Fakta: Fordeling af støttede projekter

•    I Region Hovedstaden har 33 projekter fået i alt 2.288.100 kroner.
•    I Region Sjælland har 29 projekter fået i alt 2.401.800 kroner.
•    I Region Midtjylland har 43 projekter fået i alt 4.625.700 kroner.
•    I Region Nordjylland har 21 projekter fået i alt 1.512.500 kroner.
•    I Region Syddanmark har 41 projekter fået i alt 4.161.700 kroner.

Shelter i Pilotnaturpark Flynder Sø - Sønder Lem Vig
Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter initiativer, der forbedrer mulighederne for befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Næste frist er 15. september 2024.