ældre par går i natur i aftensol

Aktiv af natur - de fik støtte i 2014

I 2014 uddelte Friluftsrådet i samarbejde med VELUX FONDEN 1 mio. kr. til aktive ældre inden for friluftsliv og natur. Her er en samlet liste over de 23 bevillinger.

Frivillig bypedelordning i Broby

Nr. Broby lokalråd har i samarbejde med Broby Fritidscenter taget initiativ til en bypedelordning, hvor frivillige vedligeholder 5 km natursti langs Odense å og andre arealer i Broby. Initiativet støttes med 40.000 kr. til en multimaskine med redskaber til græs- og hækkeklipning, snerydning, fejning, spredning af salt, granulat, gødning mv. 

Krolf - motion og nye venskaber

Frivillige i Ældresagen Midtdjurs vil anlægge to krolfbaner til foreningens 875 medlemmer og andre interesserede. Banerne placeres i tilknytning til eksisterende naturstier og petanquebane. Initiativet støttes med 20.000 kr. til spilleudstyr og annoncering.

Plads til hvil i naturen

En gruppe pensionerede tømrere/snedkere har fået 45.500 kr. i støtte til at fremstille bænke til opsætning på naturområder i Gribskov. Bænkene skal give ældre mulighed for hvil på længere ture ud i naturen. Forslag til bænkenes placering indhentes via annoncering i lokalavisen.

Ud i det fri med familie og venner

Naturvejleder Niels S. Nielsen har fået 25.000 kr. i støtte til en ny hjemmeside og folder. Formålet er at gøre opmærksom på de mange skønne muligheder for friluftsliv og læring på hans gård ved Ry og i Skæggeskoven. Her er der indrettet lejrplads, madpakkehus og udstilling for skoler, plejehjem, familier, foreninger m.fl.

I kajak på Roskilde og Issefjordene

I foreningen Senior Kajakture i Bramsnæs er næsten alle medlemmer nye kajakroere. Kajakroning er noget, de er begyndt på efter, de er gået på pension/efterløn. En bevilling på 22.500 kr. til indkøb af nye pagajer skal gøre kajakroningen til en endnu bedre oplevelse for nye medlemmer.

Aktivt fællesskab i Løve

I landsbyen Løve er borgere, skolen, idrætsforeningen og lokalrådet gået sammen om at lave en sansesti og MTB bane rundt om skolens boldbaner. Dertil kommer en petanquebane. Børnehave- og skolebørn får derved bedre rammer for bevægelse og læring. Borgerne får samtidig en masse nye friluftsmuligheder. Initiativet støttes med 70.000 kr.

Naturoplevelser - kørestol ingen hindring

Ældre i kørestol eller med rollator er ofte afskåret fra naturoplevelser. Det vil Århus Stadsgilde/Sct. Georgs Gilderne lave om på og arrangerer derfor en guidet tur til det smukke naturområde Tydal Spejdercenter, Sydslesvig. 70 medlemmer forventes at deltage. Turen støttes med 39.800 kr. til forplejning og leje af busser, herunder handicapbusser.

Motion og samvær på cykel

I Nimtofte på Djursland tager en gruppe på 10-18 personer hver uge på cykeltur i det fri. Deltagerne er i alle aldre. Ved at anskaffe trailere til transport af cykler til og fra udgangspunktet for cykelturene vil flere kunne deltage, og der åbnes op for nye destinationer, såsom Nationalpark Mols Bjerge. Initiativet støttes med 25.000 kr. til indkøb af to trailere.

Grønne fingre for ældre med demens

Jens på 85 har i flere år passet højbede ved Pleje- og Aktivitetscenter Lions Parken i Nørresundby. For at give flere ældre mulighed for at være med til at passe haven har Jens taget initiativ til at få specialdesignet særligt ældre- og kørestolsvenlige højbede. Projektet støttes med 67.000 kr. til højbede, planter og haveredskaber.

Nyt tilbud om kajak for seniorer

Gladsaxe Kano- og Kajakklub vil oprette en pensionistafdeling, der er åben for alle uanset bopæl. De aktive seniorer, der står bag idéen, har fået 69.200 kr. i støtte til indkøb af fire kajakker, særligt tilpasset ældre. Klubben uddanner instruktører, der vil stå for kurser for nybegyndere og skadeforebyggelse for ældre.

Kertemindes Kløverstier

En gruppe ældre frivillige har taget initiativ til Kløverstier i Kerteminde, Langeskov og Munkebo. Langs de tre stier placeres informationstavler ved særlige interessepunkter. Projektet støttes med 70.000 kr. til 25 infotavler med formidling om stedets natur og kulturmiljø. 

Ældre lærer børn om naturens balance

En gruppe seniorer i foreningen Tværsam vil videreudvikle og udbrede pilotprojektet "Naturens Balance". Formålet er at give skoleelever en bedre forståelse for natur og miljø. Målet er 100 skolebesøg. Projektet støttes med 66.000 kr. til ombygning af oplysningsskulptur, PR, skolebesøg, natur- og værkstedcafé mv. Se det færdige projekt på omstillingstid.nu

Kajak for livet

Initiativtageren til Lyngby Kanoklubs pensionisthold har fået 35.000 kr. i støtte til to kajakker, pagajer og redningsveste. Udstyret, der er mere stabilt end det klubbens ellers råder over, skal være med til at fastholde de ældre medlemmer så længe som muligt og samtidig tiltrække nye.

Frugthave på tværs af generationer

Stouby og Omegns Lokalråd står bag byens fælles frugthave. En gruppe ældre vedligeholder haven med 100 træer. Skoleelever hjælper til med  pasning af haven og lærer derved, hvordan man udnytter frugterne og presser æblemost, beskærer træer m.v. Projektet støttes med 30.000 kr. til æblepresse, haveredskaber, bænke og æblekasser.

Cykelture for gangbesværede ældre

Pensionister i Vallensbæk vil tilbyde gangbesværede ældre at komme på ture i cykelrickshaw. Børnebørn er også velkomne. 'Piloterne' rekrutteres via lokalafdelingerne af Cyklistforbundet og Ældresagen. Bevillingen på 70.000 kr. går til to elektriske cykelrickshaws. Kommunen stiller et lokale til rådighed til opbevaring og mindre reparationer af cyklerne.

Find vej i Greve

En gruppe aktive ældre orienteringsløbere - De Grå pantere - vil opsætte faste orienteringsposter i naturområdet Rævebakken ved Greve Hallerne. Posterne skal formidle naturen i området. De ældre maler stolperne, sætter piktogrammer på, skriver teksten om naturen og udarbejder kort og foldere. Derudover laver de arrangementer med skoler og lærer dem at bruge posterne i natur/teknik og idræt. Endelig vil de inspirere forældre og bedsteforældre til at prøve orientering i naturen. Initiativet støttes med 23.700 kr. til stolper, foldere og arrangementer med skoler. 

Gammelt dampskib genoplives

Det engelske træskib Frigga blev i 1960 sejlet til Danmark. I 2013 blev det solgt til Multicenter Syd - et værkstedsfællesskab for unge i Nykøbing F. Aktive ældre fra foreningen Friggas Venner vil sammen med de unge fra multicenteret istandsætte skibet, som det så ud, da det blev bygget i 1909 med dampmaskine og kedel. Skibet forventes klar i 2016. Projektet støttes med 70.000 kr. 

Find vej i Hjørring

Aktive ældre fra Orienteringsklubben Vendelboerne har fået 19.980 kr. i støtte til opsætning af orienteringsposter og udarbejdelse af orienteringskort over Folkeparken, Ulvegravene og Bagterp Plantage. Der laves en mobil-quiz og lærere kan oprette quizruter på findveji.dk. Alle borgere i Hjørring får glæde af de nye muligheder for motion og naturoplevelser. Projektet indvies på den landsdækkende Find Vej Dag, 25. april 2015.

Pensionisterne tilbage på vandet

Mange ældre sælger deres både - pga. økonomi eller udfordringer med vedligehold. For at få de tidligere sejlere på vandet igen og forhåbentlig inspirere flere ældre til at sejle har aktive seniorer i Strib Bådeklub fået 60.000 kr. i støtte til indkøb af en brugt sejlbåd. Båden skal bruges til kapsejlads og fiske-/hyggesejlads året rundt. Når båden ikke bruges af pensionister, udlånes den til de yngre medlemmer, skolesejlads mv.

En gang sejler …

Sejlklubben Esrum Sø har sit eget seniorsejlerhold med 60-80 årige medlemmer. Holdets initiativtager har fået 40.000 kr. i støtte til indkøb af en brugt båd, regntøj og redningsveste. Formålet er at holde tidligere og nye sejlere i gang i alderdommen. Om sommeren sejler seniorerne på Esrum Sø. Om vinteren samles de på vandreture i de nordsjællandske skove.

Arresø for alle

Aktive ældre har fået 47.000 kr. i støtte til en flydebro langs havnekajen ved den tidligere Søværnets Grundskole i landsbyen Auderød ved Arresø. Bag initiativet står ’de gamle roere’ fra Frederiksværk Ro- og Kajakklub. Broen skal gøre det muligt for de ældre at komme ned i deres robåd eller kajak. Derved skabes bedre mulighed for sejlads på Arresøen uanset alder.

Landskabets fugle

Et aktivt medlem af Dansk Ornitologisk Forening – Østjylland har fået 40.000 kr. i støtte til kikkerter og teleskoper. Udstyret udlånes til deltagere på de guidede fugleture, han afholder i lokale naturområder. Deltagerne får spændende viden og oplevelser med landskabernes forskellige fuglearter.

Skumsprøjt på nettet

Et aktivt medlem af klubben Senior Kajakture har fået 3.000 kr. i støtte til et vandtæt kamera. Kameraet skal forevige klubbens aktiviteter og motivere flere ældre til at ro med på turene. Billederne lægges på seniorkajakture.dk og tilhørende blog til glæde og inspiration for nuværende og kommende medlemmer.