Rekordmange danskere bruger sheltere
Den friske luft og en varm sovepose svøbt om kroppen er i stigende grad blevet populært blandt danskerne.
En ny rapport fra Sýddansk Universitet konkluderer nemlig, at brugen af sheltere i Danmark er stærkt stigende. Den udmelding bakker tal fra Naturstyrelsen op om - 2019 har nemlig allerede haft et rekordhøjt antal overnattende i det fri, mens 2018 bød på det højeste antal overnatninger i det fri målt nogensinde i Danmark. Læs artiklen
Det er noget, der gør Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet, rigtig glad. Han mener, at den store brug af shelters vidner om en øget interesse for naturen og friluftsliv og at mange familier ser friluftslivet som en måde at få mere nærvær, fred og ro ind i hverdagslivet.
"Det er fantastisk, at der er flere og flere danskere der kommer ud og oplever naturen, hvilket sheltere giver god mulighed for. Vi har de senere år arbejdet hårdt for at få flere etablerede sovepladser i det fri, og det er dejligt at se, det hårde arbejde bærer frugt. De mange sheltere er virkelig noget, der giver nye muligheder for friluftsliv og er med til at give flere danskere oplevelser i vores natur" siger Jan Ejlsted.
Nye tal viser nemlig, at op mod 30% af deltagerne i undersøgelsen var nye shelterbrugere, hvilket vil sige, at de kun har få erfaringer med at sove i sheltere eller på anden vis sove i det fri.
Læs mere: Tips til din sheltertur
Friluftsliv og socialt samvær er et stort hit
Det er i høj grad muligheden for at kombinere friluftsliv med venner og familie, der gør shelterne så populære. Naturoplevelser, samvær med gruppen og det at give andre en naturoplevelse er det, der vægter højest for mange – særligt børnefamilierne.
Og det er da netop også børnefamilierne, der er stor stil er begyndt at benytte sig af de gode muligheder for at sove udendørs. Hele 60% af de adspurgte i undersøgelsen var familier med børn.
Det er noget Per Roed Rasmussen og Karina Roed Rasmussen kan nikke genkende til. De er mangeårige shelterbrugere, og de elsker at tage på sheltertur med deres børn, Isabella og Benjamin på 5 og 9 år.
”Vi nyder at tage af sted sammen. I dagens Danmark er hverdagen så lang og travl. Når vi så rammer weekenden, så kobler vi meget bedre af ved at komme ud i naturen uden ipad og PC. Familien er bare sammen på en helt anden måde ude i naturen, og det er noget jeg sætter utrolig stor pris på,” fortæller Per Roed.
Karsten Dahl Pedersen på 56 stemmer i, og fortæller, hvordan shelterture gavner ham og hans kones forhold.
"Min kone og jeg taler sammen på en helt anden måde, når vi kigger ind i bålet, og ikke ind i tv’et. Vi mærker varmen fra bålet og hører dyrelyde. Det er eliksir for sjælen!" siger han.