Nyhed

Naturråd skaber dialog på tværs af kommunegrænser

Danmark set fra luften
Anbefalinger fra landets Naturråd peger på, at der er stort potentiale i at arbejde på tværs af kommunegrænser. De erfaringer skal kommunerne tage med i arbejdet med Det Grønne Danmarkskort, lyder opfordringen fra Friluftsrådet.

Lokalt ejerskab, bedre dialog og samarbejde på tværs af kommunegrænser. Det er nogle af de ting som Naturrådene peger på i deres anbefalinger til kommunerne i forbindelse med udviklingen af Det Grønne Danmarkskort. 

Naturrådene er nu kommet med deres anbefalinger til kommunerne, som KL har samlet i en rapport. I Friluftsrådet håber man, at kommunerne vil tage godt imod dem og bruge dem i udviklingen af kommuneplaner.

”Der er i Naturrådene blevet lagt et stort arbejde i at udvikle anbefalingerne, og vi glæder os til at se Naturrådenes aftryk på Det Grønne Danmarkskort. Hvis vi skal bane vejen for mere sammenhængende natur i Danmark er det helt afgørende, at der bliver planlagt på tværs af kommunegrænserne, og det kan Naturrådenes input bidrage med,” siger Torbjørn Eriksen, vicedirektør i Friluftsrådet.

I juni 2017 vedtog Folketinget en ændring af planloven, som indebærer, at kommunerne skal foretage en samlet planlægning for naturbeskyttelsesinteresser og Grønt Danmarkskort. For at styrke kommunernes beslutningsgrundlag er der nedsat 20 Naturråd i landet med repræsentanter fra foreninger og interesseorganisationer. De lokale Friluftsråd været repræsenteret i alle Naturråd. 

Potentiale for udvikling af stier

De fleste af Friluftsrådets repræsentanter har oplevet arbejdet i Naturrådene som positivt og konstruktivt. Dog er der blandt repræsentanterne en generel bekymring for, om kommunerne kan implementere anbefalingerne i praksis på grund af de afsatte økonomiske ressourcer i kommunerne.

Derfor er Friluftsrådet også tilfredse med, at der i december 2018 blev indgået en politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, som forpligter kommunerne til at redegøre for, i hvor høj grad deres planlægning inden for Grønt Danmarkskort er realiseret.

”Vi kan allerede nu se, at ambitionsniveauet varierer meget fra kommune til kommune, så det er godt, at der bliver stillet krav til kommunerne. Hvis det skal gøre en forskel, må implementeringen ikke blive for fragmenteret,” siger Torbjørn Eriksen.

Hvor Grønt Danmarkskort skal styrke kommunernes naturindsatser, så ser Friluftsrådet et stort potentiale i at tilføje et lag til kortet, der kan forbinde landets store naturområder med stier og ruter til friluftsliv.

Se Naturrådenes anbefalinger i KL’s rapport

Skovvej i skov om efteråret
Flere stier, bedre stier og en solid organisering og koordinering af rekreative stier. Det var ønskerne, da Friluftsrådet samlede en række af friluftslivets aktører til en workshop om udvikling af fremtidens rekreative stier og ruter.

 

Kontakt
Torbjørn Eriksen
Vicedirektør
21 94 16 66