Nyhed

Friluftsrådet: Ny erhvervsminister skal sikre friluftslivet på havet

Småbåde i Lillebælt
Danmarks første havplan er undervejs, og Friluftsrådet og de blå organisationer har et budskab til ny erhvervsminister Simon Kollerup: havet har en kæmpe værdi for friluftslivet og skal derfor tænkes med ind i planlægningen af søterritoriet fra start.

I 2021 skal Danmarks første havplan ligge klar. Det er et EU-direktiv om maritim fysisk planlægning, der foreskriver, at alle lande skal planlægge på vandet, sådan som man gør i Danmark på land. Problemet er imidlertid, at den rekreative brug af havet slet ikke er omfattet af havplanen, der alene forholder sig til udvalgte interesser som energi, søtransport, fiskeri og akvakultur, indvinding af råstoffer og beskyttelse af miljøet. Friluftsliv og turisme er nemlig kun områder, der kan inddrages, men som ikke skal inddrages. I arbejdet med den kommende havplan har den tidligere erhvervsminister således fokuseret på havet som en erhvervsresurse. 

Småbåde i Lillebælt
Både omfanget af danskernes friluftsliv og kystturismens bidrag til samfundsøkonomien overses i arbejdet med at lave Danmarks første havplan. Når friluftslivet ikke tænkes med fra start, er der både en risiko for, at befolkningens og foreningernes friluftsliv begrænses og at potentialet for at udvikle kystturismen slet ikke udfoldes.

”Den tidligere regering havde ikke stor forståelse for at de rekreative interesser har så stor betydning, som de har, men fokuserede alene på at varetage erhvervsinteresserne. Nu har vi en klar forventning om, at friluftsliv og de rekreative interesser vil blive integreret i arbejdet med havplanen. Det er de signaler, vi har hørt fra flere sider under valgkampen” siger Niels-Christian Levin Hansen. Han henviser blandt andet til debatten om emnet på Naturmødet, hvor alle deltagende partier var enige om, at der skulle ses på feltet igen.

Vi har en klar forventning om, at friluftsliv og de rekreative interesser vil blive integreret i arbejdet med havplanen.
Niels-Christian Levin Hansen

”Tre ud af fire danskere bruger havet hvert år, og dyrker et væld af forskellige aktiviteter. Derfor bør den første havplan ikke udelukkende fokusere på kommercielle erhvervsaktiviteter, men også give plads til de tusindvis af sejlere, surfere, lystfiskere, vinterbadere og borgere, der bruger havet til friluftsliv” siger Niels-Christian Levin Hansen, og opfordrer erhvervsminister Simon Kollerup til at sætte en ny retning og en bredere ramme for den proces, der lige nu ligger i Søfartsstyrelsen. 

I slutningen af maj inviterede Friluftsrådet tre folketingsmedlemmer med på en sejltur på Lillebælt til en snak om blandt andet friluftsliv i havplanen. 

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør
Lillebælt
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) og folketingsmedlemmerne Julie Skovsby (S) og Rasmus Helveg Petersen (R) steg tirsdag morgen ombord på fiskekutteren Mira III i Middelfart til valgdebat med Friluftsrådet.
Både på Roskilde FJord
Badning, sejlads og en gåtur langs kysten. Et overraskende stort antal mennesker dyrker friluftsliv på eller ved vandet. Det viser en kortlægning af det blå friluftsliv, der understreger behovet for at tænke de rekreative interesser ind i den fysiske planlægning på havet.