Pressemeddelelse

Havplanen blev sat på spidsen på Lillebælt

Lillebælt
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) og folketingsmedlemmerne Julie Skovsby (S) og Rasmus Helveg Petersen (R) steg tirsdag morgen ombord på fiskekutteren Mira III i Middelfart til valgdebat med Friluftsrådet.

Den gamle fiskekutter Mira III tøffer taktfast afsted, mens bølgerne skulper i den politiske debat. De lysegrønne bøgetræer vælter ud over kysterne, mens kajakker, marsvin og lystfiskere deles om Lillebælt. 

Sundhed i naturen, adgang til naturen og den nye havplan var til debat, da Friluftsrådet tirsdag inviterede til valgdebat midt på Lillebælt.

Den invitation havde socialminister Mai Mercado (K) og folketingsmedlemmerne Julie Skovsby (S) og Rasmus Helveg Petersen (R) – alle tre folketingskandidater på Fyn – samt Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd (S) taget imod, og de fire tog debatten op med Friluftsrådets nye formand Niels-Christian Levin Hansen, direktør Jan Ejlsted og de lokale kredsformænd for Friluftsrådet på Fyn.

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør

Friluftslivet glemt i havplanen

”Vi er alvorligt bekymrede for den nye havplan. Den har et meget ensidigt fokus på den industrielle del af havet. Hvor er det rekreative perspektiv? Vores ønske er, at en balance mellem erhvervslivet og friluftslivet bliver tænkt ind i havplanen,” lægger Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen fra land.

Blandt andet Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre var enig og villig til at se på balancen:

”Jeg synes, vores havmiljø er presset. Både på biodiversiteten og det rekreative perspektiv. Jeg har stor interesse i at gå ind og pille ved balancen i havplanen – for det erhvervsmæssige fylder uhensigtsmæssigt meget.”

Sundhed i fokus

Et andet af dagens debatemner var sundhed i naturen. Her præsenterede Friluftsrådet det arbejde, der indtil nu er lavet i projektet Sund i Naturen, som blandt andet Nordfyns Kommune og Svendborg Kommune deltager i.

”Vi mener, at friluftslivet har en rolle at spille i forhold til folkesundheden, og vi arbejder netop nu for at indsamle viden og forskning, der kan sikre, at endnu flere kommuner vil arbejde både forebyggende og rehabiliterende med sundhedsindsatser i naturen,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

”Derfor foreslår vi også, at vi i et partnerskab kan skabe et nationalt videnscenter for natur og folkesundhed, så vi kan gøre endnu mere af det, der virker,” siger formanden.

Den idé kunne de tre folketingskandidater umiddelbart godt lide. Men så blev debatten afsporet:

”Der er marsvin skråt forude!” lød det fra kaptajnen.

Og som Mai Mercado (K) udbrød: ”Marsvin trumfer alt!”

Inden kutteren igen lagde til i Middelfart, var der også kort tid til at diskutere det helt varme emne i den aktuelle valgkamp – nemlig ”vild natur”, der kan få vidtrækkende konsekvenser for friluftslivet og adgangen til naturen. Der blev derfor rundet af med en anmodning om ikke at glemme, at naturen er til for os alle.

Valgdebat lillebælt