børn leger med blade
Alle børn skal have mulighed for at komme ud i naturen. Børn har brug for naturoplevelser, der appellerer til alle sanser og pirrer børns naturlige nysgerrighed. Du kan læse mere om Friluftsrådets holdning til friluftsliv for børn og unge her på siden.

Børn skal have et forhold til naturen

Udeliv er godt børneliv. Børn og unge har ret til et aktivt liv i og med naturen. De skal opleve værdien ved friluftsaktiviteter, føle glæden og tilknytningen til naturen samt udvikle en bæredygtig adfærd. Det giver værdi for det enkelte barn eller unge i form af psykisk, fysisk og social trivsel. Og det giver værdi for os alle sammen, når børn og unge bidrager til – og giver os et venligt puf – i retning af en mere bæredygtig verden.

Vi står midt i en biodiversitets- og klimakrise, hvor vi har brug for børn og unge med et grønt mindset og handlekompetence, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling.

Børn og unge skal kende værdien af kvashegn, naturens ressourcer og menneskets rolle i samspillet med naturen. Vi skal ændre tendensen, hvor børn og unge opholder sig mindre og mindre i naturen og sikre, at alle børn og unge får et forhold til naturen. På den måde kan vi mindske distancen mellem mennesker og natur for de kommende generationer.

Friluftslivets rolle

Friluftslivet er en unik arena for børn og unge. Det er et godt udgangspunkt for børn og unges personlige udvikling, for at imødekomme børns og unges nysgerrighed og videbegærlighed, og som ramme for fordybelse og fællesskaber. Denne mulighed skal vi gribe, understøtte og tage dybt alvorligt.

I Friluftsrådet arbejder vi for, at børn og unge får et styrket forhold til naturen. Det kræver et aktivt tilvalg, og det er en fælles opgave på tværs af dagtilbud, skoler, fritidstilbud, foreningstilbud samt familiernes, børnenes og de unges friluftsliv på egen hånd.

Læs også:

Unge mennesker går tur ved Vadehavet
Her kan du læse om og downloade Friluftsrådets børne- og ungepolitik.
Børn ligger og læser i et telt
Friluftsrådets børne og ungepolitiske netværk skal inspirere til mere samarbejde og videndeling mellem organisationerne om børn og natur.
Tre børn i blåpt tøj løber på markvej med grønne bøgetræer i baggrunden
Skal der mere natur og friluftsliv ind på din skole, i din daginstitution, i din forening eller i din familie? Her kan du finde Friluftsrådets tilbud til børn og unge.