Pige på klatretur i skoven. Hun kigger ind i kameraet og smiler. Hun har en lilla forårsjakke på
Formanden

Børn og unge har brug for natur

Børn gror i natur! Derfor skal vi som de voksne i børnenes liv tage ansvar for, at der er gode rammer for at alle børn og unge får oplevelser med natur og friluftsliv!

Både internationale og danske undersøgelser fortæller, at mange børn kommer alt for
sjældent ud i naturen. Det er ikke bare naturen for naturens skyld - men for al den værdi, naturen tilfører i deres liv. Naturen rummer nemlig enestående muligheder for at bidrage til børn og unges personlige udvikling, deres sundhed, kropsforståelse, trivsel og lyst til at passe på naturen senere i livet.

Fælles ansvar
Det er ikke børnene skyld, at de ikke kommer ud! Spørgsmålet er, hvem der skal give børnene og dermed de næste generationer, den nødvendige naturforståelse og naturnysgerrighed? Friluftsrådet mener, det er et fælles ansvar: foreninger, skoler, institutioner, forældre og ikke mindst de politikere, der bestemmer, hvad vores børn skal have med i rygsækken, når de forlader uddannelsessystemet.

Resurser til at gøre naturen nærværende i børns hverdag
Faktum er, at en stor del af børnenes liv i de lyse timer foregår i institutioner og skoler. Derfor skal en del af grøn omstilling også omfatte en central beslutning om at gøre naturen nærværende i børnenes hverdag her. Det glæder Friluftsrådet, når kommuner beslutter, at alle kommunens skoler arbejder med Grønt Flag Grøn Skole. Det glæder os, at hundredvis af landets dagplejere og børnehaver på eget initiativ vælger at bruge naturen og de muligheder den giver for leg og udvikling, i børnenes hverdag.

Men der skal gøres endnu mere!

Naturen i undervisningen - naturligvis
Vi skal som samfund prioritere alt det, der har med børnenes interesse for natur at gøre: naturformidling, naturcentre, miljøundervisning, udeskole. Natur og -miljøundervisning skal være obligatorisk - og helt naturligt - i ethvert uddannelsesforløb. Der skal også være tid og resurser til at bruge naturen i undervisningen - og der skal være en natur, de kan komme ud i!

Gør naturen interessant for børn og unge
Foreninger og forældre, skal naturligvis tage deres del af ansvaret. Tankevækkende er det, at legepladser skal indrettes, så forældrene kan lide at være der, for at de bliver brugt af børnene! Foreninger med aktiviteter i naturen skal fortsat udvikle tidssvarende formidling, aktiviteter og organiseringsformer, som giver børn og unge, lyst til at komme ud. Friluftsrådet vil være en aktiv medspiller i dette arbejde, Rådet vil understøtte nye ideer og tage nye metoder og medieplatforme i brug.

Men det er en nødvendighed, at lokal og landspolitikere skaber rammerne for at børn og unge kan komme ud!