Konference

UDSKUDT Seminar: Grønne fællesskaber i byen

Den 26. marts 2020 afholder Sociologisk Institut (KU) og Friluftsrådet seminaret ”Grønne fællesskaber i byen”, der handler om samspillet mellem kommuner og frivillige borgere om udviklingen af bynatur og grønne byer.

Seminaret tager afsæt i Friluftsrådet og Sociologisk Institut, KUs fælles forskningsprojekt "Grønne fællesskaber i byen - civilt engagement og medborgerskab i bynatur og urban økologi". Dagen vil omhandle kommunernes imødekommelse af grønt civilt initiativ, faciliteringen af borgerprojekter på det grønne område, større samarbejdsbaserede projekter om udviklingen af bynatur og det generelle grønne civile engagement i byerne. 

På dagen vil du høre forskningsoplæg om:

  • Grønne fællesskaber i byerne, deres udbredelse og aktiviteter
  • Samarbejdsbaseret udvikling af bynatur mellem kommuner og civilsamfund
  • Borgernes ønsker til og aktiviteter i grønne områder

Derudover indeholder programmet oplæg fra politikere, kommunalt ansatte og frivillige om erfaringer, potentialer og udfordringer ved at samarbejde om bynatur og grøn byudvikling, ligesom der bliver god mulighed for sparring og erfaringsudveksling mellem kommunalt ansatte, der fra forskellige vinkler arbejder med medborgerskab, borgerinddragelse og samskabelse i byernes grønne områder.

Tilmelding foregår  via nedenstående formular, og pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.


Program for dagen

9-9.30: Registrering og morgenmad

9.30-9.50: Velkomst og dagens program

ved Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted, og moderator Anne Tortzen, Center for Borgerdialog

9.50-10.35: Civilt grønt engagement i byen: Hvad, hvor og hvem?

v. Anders Blok, Lektor ved Sociologisk Institut, KU og projektleder for projektet ”Grønne fællesskaber i byen”

Anders giver et overblik over den nyeste viden om de grønne fællesskaber i byerne: Hvad findes der af grønne fællesskaber i danske byer; hvad kendetegner deres aktiviteter og engagementer; hvad ønsker borgerne af byernes grønne arealer, og hvem er aktive hvordan, når det kommer til disse arealer? Oplægget baserer sig på henholdsvis en digital kortlægning af grønne græsrodsgrupper og en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt danske bybeboere.

10.35-10.55: Kaffepause

10.55.-11.25: Dialog i grupper: Mødet med civilsamfundet

Med udgangspunkt i oplægget og en række arbejdsspørgsmål får I mulighed for i grupper og plenum at dele jeres erfaring med at møde og samarbejde med forskellige civilsamfundsaktører.

11.25-12.10: Grønt borger-kommunesamarbejde i praksis: Aktørernes perspektiver

Fem forskellige aktører med erfaringer fra grønne borgersamarbejder giver deres perspektiver på potentialer og udfordringer ved at samarbejde om at udvikle og drifte byens grønne områder.

Oplægsholderne er:

  • Jane Jegind, by- og kulturrådmand i Odense Kommune, der har lanceret en handleplan for at blive Danmarks grønneste storby.
  • Finn Christensen, direktør i Feriekompagniet Blåvand A/S og formand for foreningen Varde Sommerlandslaug, der har stået for udvikling og opbygning af det rekreative byområde Varde Sommerland i samarbejde med Varde Kommune.
  • Kirsten Lund Andersen, stadsgartner i Aalborg Kommune og formand for Park- og Naturforvalterne.
  • Stine Kamstrup Knudsen, medarbejder i Århus Kommunes Team Byliv og Bymiljø under Teknik og Miljø, der arbejder med at imødekomme grønne borgerinitiativer.
  • Annesofie Bjerre, Det Danske Spejderkorps og bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet

12.10-13.10: Frokost

13.10-13.55: Samarbejdsbaseret udvikling af offentlig bynatur

Ved ph.d.-stipendiat Anette Gravgaard Christensen, Sociologisk Institut, KU.

I oplægget fortæller Anette om, hvilke dynamikker der er på spil i civil-kommunale partnerskaber om udviklingen af grønne byområder: Hvilke aktører deltager, hvad kendetegner det vedvarende samarbejde, og hvilke mulighedsrum og begrænsninger åbner det op for på det grønne område? Med udgangspunkt i en kvalitativ undersøgelse af tre civil-kommunale samarbejder i Danmark, der repræsenterer en bred variation af partnerskaber, giver oplægget indblik i en spirende tendens til længerevarende samarbejder om udviklingen af offentlige grønne områder i byerne.

13.55-14.50: Dialog i grupper: Hvad skal der til for at lykkes?

Sparring mellem deltagerne om erfaringer, udfordringer og potentialer i arbejdet med at inddrage og imødekomme borgernes i byens grønne områder og hvad det kræver fra kommunalt hold. Vi fokuserer på de gode erfaringer, og hvad vi kan udlede af dem.

14.50-15.10: Kaffe og kage

15.10-15.50: Paneldebat om de overordnede perspektiver: Hvor skal vi hen herfra?

I fællesskab samler vi op på nogle af de temaer og problematikker som dagens oplæg og diskussioner har givet anledning til og kigger fremad mod det videre samarbejde om grønne fællesskaber og natur i byerne.

Paneldeltagerne er:

  • Lektor og projektleder Anders Blok
  • Formand for Park- og Naturforvalterne Kirsten Lund Andersen
  • Leder af foreningen Haver til Maver Daniel Hervik
  • Iværksætter og græsrod Andreas Lloyd

15.50-16: Afslutning og tak for i dag

Ved Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted, og Anne Tortzen


 

Seminaret er udskudt på ubestemt tid, og tilmeldingen er lukket. 

Information

26. marts 2020 kl. 09.00 - 16.00
Sted
Hornstrup kursuscenter, Kirkebyvej 33, Hornstrup Kirkeby, 7100 Vejle
Tidspunkt
9.00-16.00
Tilmelding
Tilmelding nødvendig via formularen nederst på siden
Pris
Gratis