Pressemeddelelse

Skolehaven bliver dynamo for lokal sammenhængskraft

Børn til fællesspisning i skolehave
Med knap en million kroner i tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv igangsætter Haver til Maver nu et nyt udviklingsprojekt, der skal udvikle skolehaver som fælles mødesteder for det lokale foreningsliv og resten af lokalsamfundet.

Et nyt udviklingsprojekt fra Haver til Maver skal kortlægge og udvikle prototyper for, hvordan skolehaver kan åbnes og benyttes til læring, leg og friluftsliv for både børn, unge voksne og ældre. 

Der er allerede gode indikationer på, at skolehavens rum kan bringe mere værdi til mange flere borgere og til lokalsamfundets sammenhængskraft.

Forskning fra bl.a. Aarhus Universitet og Copenhagen Business School peger nemlig på, at skolehaverne har potentiale til at fungere som en vigtig dynamo for lokalsamfundets udvikling og fællesskab ved at skabe et miljø, der uden for skoletiden kan være et mødested på tværs af alder, kultur og køn.

I samarbejde med Realdania og Friluftsrådet vil foreningen Haver til Maver de næste to år arbejde med et  udviklingsprojekt, som skal åbne skolehavens potentiale for endnu flere borgere i skolehavernes lokalsamfund – også uden for skoletiden og både for børn, unge, voksne og ældre.

”De 40 lokale Haver til Maver skolehaver i landet står ofte tomme efter skoletid i hverdagene, i weekender, i ferier og i vinterhalvåret, og det giver uudnyttede opholdssteder og øde udemiljøer. Ved at løfte de fysiske rammer, kan vi skabe et spændende mødested for borgere i lokalsamfundet, og vi ved, at skolehavernes robusthed og økonomi bliver styrket ved at udfylde rummet med andre funktioner, der så også kan komme flere mennesker til gode ”, siger Daniel Hervik, der er udviklingschef for Haver til Maver.

Et mødested på tværs af generationer og kulturer

Skolehaven er i bredere forstand én måde at indrette og anvende et jordstykke pædagogisk og didaktisk til skoleelever. Den konkrete have kan tage form og formål efter hvilket som helst tema, som samfundet omkring det ønsker, og haven er af historiske årsager navngivet skolehave, fordi den benyttes i skoletiden.

Helt konkret er ambitionen med projektet derfor at skabe et flerfunktionelt læringsmiljø, som også kan være katalysator for nye fællesskaber og nye typer af haver, som kan bruges uden for skoletiden. Til det har Haver til Maver fået et tilskud på 950.000 kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, som uddeles af Friluftsrådet.

”Skolehaver er allerede et meget velfungerende og efterspurgt koncept. Vi ser et stort potentiale i at udvikle haverne som fælles mødested for lokalsamfundet og det lokale foreningsliv, hvor friluftslivet og naturglæden kan blomstre - også uden for skoletid”, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Rollespillere i naturen
Friluftsrådets bestyrelse besluttede i slutningen af oktober at bevillige i alt syv millioner kroner til ni projekter, der skaber innovative rammer for friluftsliv og bruger naturformidling som løftestang til at få flere ud i naturen.

Erfaringer fra lokale skolehaveprojekter vil blive inddraget i projektet, da lokale Haver til Maver-skolehaver
på forskellige vis allerede arbejder med at aktivere haven uden for skoletiden.

På Rabarbergården i Gribskov Kommune har skolehaven fx dannet ramme for jobtræning af syriske flygtninge, og i Odense Kommune kan børn og snart ældre ”gå til have” i fritiden.

Fra designkoncept til udbredelse

Om Haver til Maver
  • Haver til Maver blev stiftet i 2006 af Søren Ejlersen fra Aarstiderne. Det er en landsdækkende, almennyttig forening, der arbejder for, at børn og unge i hele landet involveres i havedyrkning, madlavning og naturforståelse som en del af deres opvækst.
  • Haver til Mavers skolehaver findes i dag ca. 40 steder i Danmark. Børn i hele landet dyrker og tilbereder her deres egne afgrøder som del af undervisningen. På skoler, godser, legepladser, i slotshaver, private haver og offentlige parker vokser haver og køkkener frem som et nyt klasseværelse i den danske folkeskole.

Projektet udfolder sig i tre faser der gennem workshops møder med eksperter i leg, udepædagogik, byrum, arkitektur, gastronomi og brugerinvolvering vil resulterer et færdigudviklet designkoncept for have og udekøkken, der understøtter funktionen som skolehave og som lokalt samlingspunkt.

“Relationer betyder meget for livskvalitet, og et af målene for Realdanias filantropiske arbejde er derfor at fremme nye rammer for fællesskaber. At finde en måde at udbrede fællesskabet omkring skolehaver til flere grupper i samfundet er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan skabe nye steder at mødes på tværs af generationer,” siger Pelle Lind Bournonville, der er projektchef i Realdania.

Udviklingen af designkonceptet understøttes yderligere af fysisk etablering af tre prototyper og der igangsættes en pilotetablering af en demonstrationshave i tre udvalgte skolehaver. Det færdige designkoncept og erfaringer fra pilot-etableringen leder frem til, at Haver til Maver kan præsentere principper og tegninger for  gennemprøvede fysiske rammer til andre skolehaver i Danmark.

Projektperioden er fra 2019-2020.