Pressemeddelelse

Nye faciliteter skal inspirere til friluftsliv i Naturpark Amager

Illustration til vinderforslag for hovedindgang ved DR Byen
Danmarks mest besøgte naturpark, Naturpark Amager, vil om få år kunne byde sine mere end én million årlige besøgende velkommen gennem nye, letgenkendelige hovedindgange langs Ørestad og samlingssteder for det blå friluftsliv.
Illustration til vinderforslag for hovedindgang ved DR Byen

Et team bestående af Møller & Grønborg med ADEPT, SNC-Lavalin Atkins og BARK Rådgivning er blevet udpeget som vinder af projektkonkurrencen for udvikling af Naturpark Amager.

Vinderforslaget giver sit bud på den arkitektoniske udformning af tre nye hovedindgange og fire blå støttepunkter langs kysten, der med bådebroer og overdækkede arealer skal fungere som samlingssteder for naturoplevelser og vandaktiviteter såsom kajak, fiskeri og badning.

De nye faciliteter skal tilsammen skabe nye rum for naturoplevelser og friluftsliv og fungere som pejlemærker, når man færdes i den mangfoldige naturpark, der dækker mere end en tredjedel af Amager.

Projektkonkurrencen er udskrevet af Naturstyrelsen, Københavns Kommune og By & Havn på vegne af partnerskabet bag Naturpark Amager. Projektet er støttet af Nordea-Fonden med 55 millioner kr. og af Udlodningsmidler til Friluftsliv, der uddeles af Friluftsrådet, med 5 millioner kr. 

Illustration af vinderforslag til hovedindgang til Naturpark Amager
Foto/rendering: Møller & Grønborg + ADEPT

”Naturpark Amager er den mest besøgte af de Danske Naturparker, hvilket vidner om at det er et meget vigtigt naturområde for københavnerne. Dette projekt kan bane vejen for, at endnu flere af byens borgere kan opleve glæden ved at være ude i naturen”, siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet og medlem af bedømmelsesudvalget.

Friluftsliv og naturoplevelser langs kysten

Forslaget er udpeget som vinder, fordi det vurderes bedst at kunne danne grundlag for udvikling af nye hovedindgange og blå støttepunkter. Forslagets nænsomme men markante arkitektur viser, at man i Naturpark Amager træder ind i et terræn af enestående, fredet og beskyttet natur.

Arkitekturen skaber nogle markante, genkendelige og tidløse pejlemærker igennem naturparken og indbyder samtidig alle til aktiviteter og naturoplevelser.

Projektkonkurrencens bedømmelseskomite lægger i sin udpegning særlig vægt på, at det vindende forslag meget direkte indfanger og videreudvikler naturparkens mangfoldige muligheder for naturoplevelser og friluftsliv.

”Naturpark Amager er uden tvivl en overset naturdiamant. Det er ikke mange andre steder i verden, at man finder så åbne vidder så tæt på en hovedstad og samtidig kan opleve sjældne fugle og planter eller få fornemmelsen af at være midt ude på en savanne med fri udsigt til horisonten hele vejen rundt. Jeg er meget begejstret for vinderens måde at holde fast i det unikke ved Naturpark Amager og supplere det med flere muligheder”, siger formand for bedømmelsesudvalget og vicedirektør i Naturstyrelsen, Signe Nepper Larsen.

Flere muligheder for badning, kajak og fiskeri

De fire blå støttepunkter langs kysten skal være samlingssteder for naturoplevelser og vandaktiviteter såsom kajak, fiskeri og badning. Ved den kommende Byskov skal der blandt andet skabes muligheder for badning og anløb for kajakker og andre lette både.

Ved slusen i Københavns havn omfatter forslaget bl.a. et udsigtspunkt på toppen af skråningen og et attraktivt samlingssted i overgangen fra land til vand. Forslaget rummer også idéer om etablering af en anløbsbro for kajakker og småbåde, samt toilet, omklædningsfaciliteter og muligheder for forskellige aktiviteter til leg og læring.  

Ved det sydlige fugletårn lægges der op til at skabe et aktivt stoppested med gode muligheder for ophold, liv og aktiviteter ved kysten henover året, og et sted, hvor man kan nyde den smukke horisont og betragte naturen. Ved det mellemste fugletårn lægger vinderforslaget op til at give ophold til fordybelse og ro. Ændringerne vil blive tilpasset naturen og landskabet i området, som netop er noget af det helt unikke i naturparken.

De tre nye hovedindgange kommer til at ligge tæt på metrostationerne DR Byen og Vestamager. Sådan knyttes Naturpark Amager tættere sammen med Hovedstadens kollektive transport og skaber en mere direkte overgang fra byen og ud i naturparken.

Illustration af vinderforslag til blåt støttepunkt ved Havneslusen i Naturpark Amager

Rendering af, hvordan Møller & Grønborg med ADEPT, SNC-Lavalin Atkins og BARK Rådgivning forestiller sig, at indgangen ved DR Byen skal se ud. Foto: Møller & Grønborg + ADEPT