Pressemeddelelse

NaturFan - bliv fan af naturen

To piger spiser jordbær
Naturen har fået sin egen fanklub: NaturFan - et nyt fællesskab for børn, der er fan af naturen og alt det, man kan lave derude. NaturFan lanceres lørdag den 25. maj på Naturmødet i Hirtshals kl. 11, hvor børnetv-vært Sebastian Klein afslører sjove challenges for børn og børn kan blive de allerførste naturfans.

Friluftsrådet og Naturmødet lancerer i samarbejde det første online naturfællesskab i børnehøjde. Det sker lørdag, når konceptet NaturFan lanceres på Naturmødets Family-scene.

NaturFan er et online fællesskab på børnenes egne præmisser og med udgangspunkt i børn og unges egne universer, kanaler og præferencer. Et sådan tilbud med bred viden om natur og friluftsliv i børnehøjde findes ikke i dag. På hjemmesiden www.naturfan.dk kan man allerede nu oprette sig som Naturfan.

Først og fremmest inspirerer NaturFan børn til at prøve de 12 naturoplevelser i børnenes naturkanon, som Friluftsrådet står bag. Oplevelserne er valgt af en jury blandt over 800 indsendte forslag. Det er Friluftsrådets mål, at alle børn skal prøve de 12 naturoplevelser i deres barndom.

Derudover får de nye fans af naturen og deres familier løbende seje udfordringer, de være med i konkurrencer, få ny viden om naturen og være med til at heppe på naturen i fremtiden.

Naturoplevelser en fast del af børns opvækst

Naturoplevelser og et forhold til naturen skal være en fast del af børns opvækst, mener Friluftsrådet.

"Vi ved, at natur- og friluftsaktiviteter gavner børns fysiske og psykiske helbred. Den glæde børn udstråler, når de kommer ud og leger i det fri, er helt fantastisk og det skal mange flere børn simpelthen bare have lov at opleve," udtaler Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.

Oplevelser i naturen er nemlig lige så vigtige for børns psykiske og fysiske helbred, som sunde madvaner og motion. Børn bliver større i naturen, deres horisont udvider sig, de får førstehåndsoplevelser og tillid til sig selv og verden.

Desværre vokser et flertal af landets børn op uden at have prøvet at overnatte i naturen, snittet med en dolk eller bygget en hule i skoven. Det viser Friluftsrådets undersøgelse fra 2018, foretaget af YouGov. Det billede ønsker Friluftsrådet at lave om på. Hele undersøgelsen kan læses på Friluftsrådets hjemmeside.

Få mere information om NaturFan på www.naturfan.dk.

Kontaktinformation:

Astrid Bjørg Mortensen, kommunikationschef, Tlf: 24 65 62 30 eller abm@friluftsraadet.dk.