Nyhed

John er frivillig i Friluftsrådet: ”Det er en fantastisk tid”

Frivillig Fr Storstrøm
Adgang til naturen er en mærkesag for John Knudsen. Derfor har han de sidste 16 år været aktiv i Friluftsrådet Storstrøm, hvor han har mødt mange nye mennesker og påvirket kommuner, fonde og lodsejere til at lave flere stier, gangbroer i moser eller overnatningssteder i skovene.

John Knudsen er medlem af Dansk Forening for Rosport, og det var interessen for foreningsliv og natur, der fik ham til at engagere sig i sit lokale friluftsråd. Friluftsrådet har 23 lokale friluftsråd, hvor 200 frivillige er engageret i at skabe de bedste muligheder for friluftslivet i landets 98 kommuner.

I Friluftsrådet har John Knudsen fået et stort netværk og en ny viden, som gør ham til en vigtig spiller for det lokale friluftsliv. I dag er han formand for bestyrelsen – og et aktivt friluftsmenneske, som både har erfaring med at være spejder, orienteringsløber og roer.

Hvorfor har du valgt at blive frivillig i Friluftsrådet?

”Jeg fandt ud af, at Friluftsrådet arbejder for, at vi skal have bedre adgang til naturen, og det synes jeg gav mening at bruge tid på som frivillig. Når man bor i et område med meget privatejet natur og f.eks. gerne vil løbe orientering, så kan det nogle gange være en udfordring,” fortæller John.

En udfordring for orienteringsløbere i private skove kan blandt andet være, at du ikke må løbe uden for stierne. Det vil kræve en tilladelse fra skovejeren.

Fem gode grunde til at være med:
  • Du får bedre mulighed for at sætte din forening/klubs projekt eller mærkesag på den politiske dagsorden.
  • Når vi går sammen, kan vi bedre tale friluftslivets sag og få politikerne til at lytte
  • Du bliver en vigtig spiller i et lokalt netværk med mange natur- og friluftsinteresserede.
  • Du bliver en del af et socialt fællesskab, der har det sjovt sammen
  • Du får ny viden og kendskab til nye spændende projekter og støttemuligheder

Jeg får faktisk lyst til at gå til møder

John oplever, at der er gode muligheder for at få indflydelse, fordi han er en del af Friluftsrådet. Han deltager bl.a. til møder i Det Grønne Råd i Guldborgsund Kommune og repræsenterer friluftslivet i diverse brugerråd og naturråd. Sammen med resten af bestyrelsen har han også et godt samarbejde med private fonde, som opkøber natur i området.

”Fondene i vores område har en ret stor velvilje til at tænke i rekreative muligheder. De ved som regel, hvad vi står for, og ellers kommer vi med forslag til, hvordan friluftsliv og natur kan gå hånd i hånd. Vi har f.eks. foreslået en fond at etablere en gangbro i et sumpområde, og jeg arbejder stadig på bedre muligheder for orienteringsløb,” siger John Knudsen

Hvis du skal komme med en anbefaling til andre om, hvorfor de skal blive en del af Friluftsrådets lokale arbejde, hvad vil du så fremhæve?

”Så vil jeg fremhæve det sociale fællesskab og det, at vi er så mange organisationer med så stor forskel i tilgangen til natur og friluftsliv, som mødes. Jeg lærer mange mennesker at kende, og når man har været sammen i så mange år, så får man et nært forhold til hinanden. Jeg får faktisk lyst til at gå til møder,” forklarer John

Vær med i dit lokale friluftsråd

Du kan også få indflydelse i dit lokale friluftsråd og være med til at forbedre mulighederne for friluftsliv, der hvor du bor. Du kan være med på mange forskellige måder, også uden at forpligte dig mange år frem i tiden. Du kan bl.a.

  • Blive aktiv i en lokal bestyrelse
  • Blive aktiv i en temagruppe, som arbejder med afgrænsede indsatser og projekter.
  • Deltage i årsmøder, sommermøder, temaaftener eller lignende og komme med input til det friluftspolitiske arbejde.

I løbet af februar og marts er der årsmøde i dit lokale friluftsråd, hvor der er valg til bestyrelsen og mulighed for at melde sig til forskellige temagrupper. Du kan også bare møde op og blive klogere på, hvad der sker i dit lokale friluftsråd eller komme med ideer til arbejdet. 

Find ud af, hvornår der er årsmøde i dit lokale friluftsråd på: www.friluftsraadet.dk/aarsmoeder

Du kan også allerede nu melde dig som frivillig og få nyheder og invitationer til arrangementer www.friluftsraadet.dk/blivaktiv

Mærkesager i lokale friluftsråd
  • Flere stier, ruter eller faciliteter
  • Mere og bedre natur
  • Forebygge konflikter mellem brugere af et naturområde
  • Påvirke kommunernes naturforvaltning og prioritering af friluftsliv
  • Forbedre muligheder for friluftsliv for personer med nedsat funktionsevne
  • Friluftsliv og klimatilpasning.
Kontakt
Kim Dabelstein Løwe
Organisationskonsulent
61 15 36 83
portræt af Louise
Kommunikationskonsulent
40 33 74 02