Pressemeddelelse

Friluftsrådet uddeler 14 millioner kroner til nye projekter

Har du, din forening, organisation eller kommune en god idé til et projekt, som kan give børn og unge gode oplevelser i naturen? Så søg om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv senest 1. oktober.

En eftermiddag omkring lejrbålet kan være starten på nye venskaber. Medrivende fortællinger om naturen og dens historie kan få os til at se naturen på en ny måde. Og en vandretur i den danske natur kan blive et minde for livet.

Naturoplevelser og friluftsliv kan noget helt særligt. Derfor giver Friluftsrådet tilskud til projekter, der skaber nye muligheder for naturoplevelser og friluftsliv, fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.

Friluftsrådet lancerer tre temaer for tilskud til projekter. Der er frist for ansøgninger den 1. oktober 2018, og i alt uddeles 14 millioner kroner. Friluftsrådet ønsker med projektmidlerne især at fremme initiativer, som giver børn og unge bedre muligheder for at opleve naturen.

”Naturen er et frirum, hvor børn kan udforske, bruge fantasien og afprøve deres grænser. Hvis børn får god mulighed for at opleve naturen, så skaber det ofte en naturglæde, som varer ved hele livet. Det vil vi gerne være med til at udvikle med Udlodningsmidler til Friluftsliv,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Søg tilskud til projekter
Selvom Friluftsrådet har særligt fokus på projekter, som er rettet mod børn og unge, er det også muligt at få tilskud til andre typer projekter, der fremmer friluftslivet eller styrker formidlingen af naturen.

Du kan søge om tilskud til initiativer og projekter, der falder under følgende temaer:

  • Naturformidling som løftestang: Naturformidling og –vejledning kan bruges i forskellige sammenhænge og til forskellige målgrupper. Du kan søge tilskud til små og store projekter til projekter, der udbreder naturformidling og naturvejledning til særlige målgrupper, f.eks. børn og unge, beboere i sociale boligområder, ældre, flygtninge eller udsatte grupper. Vi giver tilskud på op til 1.000.000 kr. afhængigt af projektets omfang og udbredelse. 
  • Fællesskaber i den lokale natur: De lokale naturområder gemmer på masser af gode hverdagsoplevelser, som kan gøres endnu bedre ved at udvikle rammerne for friluftsliv eller ved at styrke formidlingen af naturen. Frivillige foreninger og organisationer samt partnerskaber, hvori frivillige er med til at drive projektet, kan søge om tilskud på mellem 100.000 og 500.000 kr. 
  • Initiativpulje for friluftslivets ildsjæle: Selv små initiativer kan gøre en stor forskel for at skabe fællesskaber i naturen, særligt i forhold til børn og unge. Lokale foreninger, ildsjæle og andre frivillige kan søge tilskud på mellem 20.000 og 50.000 kr. til projekter, der skaber gode naturoplevelser for lokale borgere.

Er du i tvivl om, hvorvidt du kan få tilskud til din idé? Eller vil du gerne høre mere om temaerne? Kontakt gerne Friluftsrådets konsulenter.

Udlodningsmidlerne er en del af overskuddet fra Danske Lotteri Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S.

Kontakt
Portrætfoto af Rikke Damm - konsulent i Friluftsrådet
Konsulent
24 52 60 89