Pressemeddelelse

Friluftsrådet kæmper for ret til adgang på privatejet ø

Luftfoto af Saltholmen
Efter henvendelse fra Friluftsrådet har Tårnby Kommune sendt påbud til ejerlaug om at stoppe begrænsningen af offentlig adgang på Saltholm i Øresund.

100 kroner per person, hvis man som gruppe vil have adgang til Saltholmen, som ligger i Øresund ud for Københavns kyst. Sådan har det lydt, siden den privatejedes ø ejerlaug har indført et nyt reglement, der på flere måder begrænser offentlighedens adgang.

Men det er ikke lovligt, fastslår Tårnby Kommune, som har sendt et påbud til ejerlauget om at stoppe begrænsningerne for offentlighedens adgang til og færdsel på øen.

Kommunes påbud sker efter henvendelse fra Friluftsrådet. Friluftsrådet modtog tidligere på året en række henvendelser fra borgere og foreninger, der har reageret på det nye reglement for ophold på øen.

I reglement for Saltholm fremgår det, at hvis man besøger Saltholm som en gruppe, skal der betales 100 kroner per person for at få adgang til øen. Derudover fremgår det af reglerne, at færdsel på øen kun må foregå på befæstede veje og stier.

Det mener Friluftsrådet er i uoverensstemmelse med Naturbeskyttelsesloven, og heller ikke fredningen for Saltholm giver mulighed for at gennemføre disse begrænsninger. Derfor er man i Friluftsrådet glade for kommunens afgørelse.

”Det er en vigtig principiel sejr for retten til at komme ud i naturen. Vi ser mange eksempler rundt omkring i landet på, at private ejere forsøger at begrænse offentlighedens adgang eller, som her, indføre brugerbetaling. Størstedelen af den danske natur er privatejet, så det vil være et stort tab, hvis vores muligheder for at færdes der bliver begrænset,” udtaler Svend-Erik Fangel Pedersen fra Friluftsrådet København.

Adgang til udyrkede arealer

Saltholm er landzone, og arealerne er derfor at betragte som udyrkede arealer. Ifølge Naturbeskyttelsesloven har alle lov til at færdes på private udyrkede arealer fra kl. 6 til solnedgang. 

Friluftsrådet har henvendt sig til Tårnby Kommune sammen med Dansk Ornitologisk Forening, København. Tårnby Kommune har derudover modtaget øvrige henvendelser og klager, hvilket har ligget til grund for kommunens vurdering af sagen. 

Ejerlauget på Saltholm har fået besked på at lovliggøre forholdene på øen ved at fjerne kravet om betaling for gruppers adgang og fjerne kravet om, at man kun må færdes på befæstede veje og stier.