Friluftsliv skal prioriteres i de nye naturnationalparker
"Friluftsliv og muligheder for at komme ud i naturen er ikke nice to have, men en helt nødvendig investering, når der skabes naturnationalparker. Alle skal kunne komme ud og få glæde og gavn af den vildere natur, der bliver skabt, og på den måde udvikle deres forståelse for naturen og interesse for at bakke op om den." Sådan lyder det fra Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen.
I juni indgik Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale om at forberede de første to ud af flere naturnationalparker, som regeringen har lovet aftalepartierne og danskerne. De skal ligge i statsejet natur ved Fussingø 15 kilometer fra Randers og Gribskov i Nordsjælland.
Lige nu diskuteres det derfor både lokalt i områderne og på landsplan, hvordan naturnationalparkerne skal udformes i praksis. Det gælder også spørgsmålet, om der skal sættes penge af til friluftsliv, fx vedligehold af stier og andre faciliteter.
"Rigere natur er formålet med indsatserne og naturen har første prioritet, men det skader ikke dette formål, at friluftsmulighederne bliver tænkt med fra start. Tværtimod er det en god investering i at sprede glæden over, at vi får en vildere og rigere natur til alle dem, der kan komme derud" siger Niels-Christian Levin Hansen.
Stien er lagt for naturnationalparkerne
Sådan er stien lagt ud for at Friluftsrådet deltager aktivt i tilblivelsen af de første naturnationalparker. Miljøminister Lea Wermelin (S) har nemlig lagt op til en bred involverende proces. Der er både nedsat en videnskabelig gruppe og en arbejdsgruppe med interessenter, heriblandt Friluftsrådet og en række af Friluftsrådets medlemmer. Det er Flemming Torp fra Friluftsrådets bestyrelse, der sidder med ved bordet i den nationale arbejdsgruppe og koordinerer arbejdet med Friluftsrådets medlemsorganisationer.
Også lokalt i områderne bliver der udpeget projektgrupper, hvor de lokale friluftsråd deltager aktivt. Fra Friluftsrådet Nordsjælland deltager Poul Erik Petersen i den lokale projektgruppe og han lover, at det lokale friluftsråd vil spille aktivt ind i arbejdet. Foreløbig har Friluftsrådet Nordsjælland inviteret de lokale friluftsforeninger til møde for at drøfte ulemper, muligheder og løsninger for friluftslivet i Gribskov.
Også Friluftsrådet Østjylland vil deltage aktivt i arbejdet omkring naturnationalparken Fussingø. Vil man vide mere om den lokale proces her, kan man kontakte Kristian Jager Nykrog i sekretariatet.