Pressemeddelelse

Flere storslåede naturoplevelser i Danmark: Nordals mærket som Dansk Naturpark

Nordals naturpark
Naturpark Nordals er i går blevet optaget som medlem af mærkningsordningen Danske Naturparker, og der bliver nu endnu bedre mulighed for, at danskerne kan opleve den spændende sønderjyske natur.

Når Naturpark Nordals optages i Friluftsrådets mærkningsordning, Danske Naturparker, styrkes friluftsfaciliteterne og mulighederne for at komme ud i den sønderjyske natur. Dermed får endnu flere naturbegejstrede danskere mulighed for at opleve det bakkede grænselandsskab på Nordals. Danske Naturparker rummer i forvejen 11 naturparker og to pilotnaturparker rundt om i landet. Naturparkerne er et kvalitetsstempel for større sammenhængende områder med storslået natur, der er særlige for lige præcis deres egn.

I Sønderborg Kommune er der stor begejstring over udnævnelsen som naturpark, og man ser mærkningen som anledning til at tiltrække naturbegejstrede turister fra hele landet.

”I Sønderborg Kommune glæder vi os over at komme med i fællesskabet Danske Naturparker. Det er for os et kvalitetsstempel på, at naturen på Nordals er noget ganske særligt, og vi er meget stolte over, at Naturpark Nordals nu er en realitet efter flere års grundigt forarbejde. Vi håber, at naturparken bliver et udflugtsmål for de mange mennesker – både lokalt og for turister – der har fået øjnene op friluftslivets glæder og storslåede oplevelser i naturen. Den kan man besøge i sit eget tempo, for naturen er åben altid, den er gratis, og der er ingen trængsel”, fortæller borgmester Erik Lauritzen (S).

Flere Danske Naturparker på vej

Nordals er på blot ni måneder gået fra pilotnaturpark til Dansk Naturpark. Det betyder, at det bakkede sø- og fjordlandskab på øen i det sønderjyske nu har fået en officiel mærkning, og opfylder alle 10 kriterier for Danske Naturparker. Dermed kan Sønderborg Kommune blandt andet garantere, at naturparken på Nordals er et sammenhængende naturområde med udbyggede friluftsfaciliteter som sheltere og stier, at halvdelen af området er beskyttet natur, og at der laves naturformidling for både lokale og besøgende i området.

Der er to andre pilotnaturparker, Pilotnaturpark Ringsted og Pilotnaturpark Flyndersø Sønder Lem Vig syd for Limfjorden, der ligesom Nordals begge er i gang med processen mod at blive certificeret som Danske Naturparker. Derudover er en række kommuner i færd med arbejdet for at etablere naturparker, uden at de dog endnu er blevet mærket som pilotnaturparker.

Naturpark Nordals’ certificering er blevet godkendt af Friluftsrådets bestyrelsen efter indstilling fra nationalkomiteen for Danske Naturparker. Og bestyrelsen er glade for at byde endnu et medlem velkommen i naturparkfællesskabet.

”Det er virkelig positivt, at der er stor interesse blandt kommunerne for at være med i mærkningsordningen. Danske Naturparker giver kommunerne et stærkt fællesskab om at styrke naturen, lokalsamfundet og muligheden for at opleve den fantastiske, danske natur, og vi kan kun glæde os over, at så mange har lyst til at være med til at udbrede tilgængeligheden af de her naturområder over hele landet”, siger Flemming Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet og formand for nationalkomiteen.

Besøgende strømmer til naturparkerne

Med den nyeste udnævnelse er der 12 naturparker og to pilotnaturparker under ordningen Danske Naturparker, og antallet af naturparker har været støt stigende siden stiftelsen af ordningen i 2013. I 2020 har naturparkerne oplevet en stor interesse fra besøgende, der er søgt ud i naturen under foråret og efterårets nedlukninger, og rigtig mange danskere har fået øjnene op for alle de naturoplevelser, som Danmark gemmer på. Der er derfor al mulig grund til at regne med, at også Naturpark Nordals og de øvrige nye naturparker vil blive velbesøgte.

 

Om Danske Naturparker
  • Danske Naturparker er Friluftsrådets mærkningsordning for større sammenhængende naturområder af regional eller national betydning. 
  • For at blive optaget som naturpark skal 10 kriterier opfyldes. Blandt andet skal minimum 50 procent af naturparkens areal være beskyttet natur, og naturparken skal være forankret lokalt gennem inddragelse af borgere og lodsejere. 
  • Frivillighed og inddragelse er bærende elementer for Danske Naturparker, og udvikling af naturparkerne skal ske nedefra. Det betyder, at alle lodsejere, borgere og andre interessenter inddrages i beslutninger om naturparken og selv bestemmer, hvilke tiltag de vil deltage i.

Danske Naturparker er støttet af Nordea-fonden. Læs mere om Danske Naturparker på: www.danskenaturparker.dk

Kontakt