Pressemeddelelse

Frederikshavn vinder Danmarks Friluftskommune 2018

Foto af Frederikshavn by
Vinderen af Friluftsrådets pris, Danmarks Friluftskommune 2018 er netop afsløret, og i år blev det Frederikshavn Kommune der løb med den fornemme titel. Her kan borgerne - specielt børn og unge nyde godt af spændende indsatser, der giver nye muligheder for friluftsliv.

Årets tema for konkurrencen har været friluftsliv for børn og unge. I Frederikshavns Natur- og Friluftspolitik er der udstukket en retning som er fulgt op med mange overbevisende indsatser inden for netop dette område. Juryen fremhæver Frederikshavn Kommune som et glimrende eksempel på, hvordan en målrettet indsats kan skabe et stærkt grundlag for friluftsliv.

”Det er stærkt, at Frederikshavn kommune ikke alene har en dedikeret Natur- og Friluftspolitik, men at tankerne omkring børn og unges friluftsliv også optræder i Børne- og ungepolitikken og Sundhedspolitikken. Frederikshavn Kommune viser tydeligt i ansøgningen, at de vil skabe noget helt særligt med friluftsliv specielt målrettet børn og unge” lyder vurderingen fra konkurrencens bredt sammensatte jury.

I Frederikshavn bliver nyheden om den fornemme titel modtaget med stolthed:

“Friluftrådets pris giver os en status, som vi er stolte af. I Frederikshavn Kommune bruger vi nemlig vores natur på en måde, der favner bredt; lige fra friluftsdagplejere og vinterbadere til mountainbikere og vandrelaug. Vores natur er mangfoldig, både i sin rå og i sin opdyrkede form, og vores aktiviteter og projekter i naturen ligeså. Derfor understøtter den nye titel en af vores vigtigste arbejdsområder; at passe på naturen og samtidig sørge for, at så mange som muligt bruger den,” siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavns Kommune.

Bredt friluftsliv for børn og unge

Logo Danmarks Friluftskommune

Juryen er specielt faldet for Frederikshavns store bredde i typen af aktiviteter og projekter. Faciliteringen af friluftsliv går lige fra MTB-spor, der bruges af skolerne, via fuglestationen ved Skagen Grå Fyr til kommunens havne, der skal have et løft til børn og unges friluftsliv.

Der bliver tænkt bredt i en stor kommune, og det er juryen meget imponeret over. Frederikshavn Kommune har tænkt på uddannelse i naturformidling både til voksne og unge: Isfuglene, der er pædagoger i daginstitutioner, mens Junior Rangers der er unge naturambassadører, der frivilligt formidler kommunens natur. Det har stor værdi, at børn møder naturformidlingen flere steder og på mange måder," siger Thomas Bach, der er formand for juryen og medlem af Friluftsrådets bestyrelse.

Friluftsrådet har uddelt prisen Danmarks Friluftskommune siden 2009. I år var sekskommuner med i konkurrencen, mens flere end to tredjedele af landet kommuner gennem årene har deltaget i konkurrencen. Med den ærefulde titel følger retten til at markedsføre sig med den eftertragtede titel ”Danmarks Friluftskommune 2018.”

Præmien overrækkes af Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted til Birgit S. Hansen i forbindelse med outdoormessen den 15. september. 

Udover Frederikshavn deltog kommunerne Sønderborg, Esbjerg, Viborg, Nyborg og Dragør i konkurrencen om den fornemme titel.