Pressemeddelelse

Danmarks natur skal bindes bedre sammen

Vandrer langs Øhavsstien på Tåsinge
Hvordan kan man skabe flere og bedre stier og ruter til friluftsliv i Danmark, så flere kan opleve den danske natur til lands og til vands? Det vil et nyt initiativ fra Friluftsrådet sætte fokus på.

Den danske natur byder på et væld af unikke oplevelser, men det kan være svært at komme ud i den. Halvdelen af landets markveje, der ofte tjener som adgangsveje til naturen, er i de seneste årtier er blevet nedlagt, viser en rapport lavet af Københavns Universitet. Og hvis man eksempelvis vil på en længere vandretur gennem landet, må man ofte ty til de asfalterede landeveje.

Friluftsrådet vil med et nyt initiativ kaste lys over, hvordan man kan skabe flere og bedre stier og ruter på tværs af kommuner og regioner. Det kan for eksempel være vandrestier, cykelruter, kano- og kajakruter og ridestier, men det kan også være ruter, der kobler de forskellige aktiviteter sammen.

”Friluftsliv er populært som aldrig før, men der er stadig mange områder i landet, hvor der er brug for stier og ruter, så man kan komme derud, eller hvor de eksisterende stier har brug for et løft. Vi vil med dette initiativ sætte fokus på, hvordan man kan binde naturen i Danmark bedre sammen med nogle afmærkede sti- og ruteforløb af høj kvalitet,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

64 procent af voksne danskere bruger afmærkede stier eller ruter, viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut. Derfor anser Friluftsrådet en prioritering af den rekreative infrastruktur som essentiel, hvis man vil fremme danskernes brug af naturen. 

Første skridt på vejen 

Indsatsen skydes i gang med en forundersøgelse, der laves af BARK Rådgivning i samarbejde med Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet samt Skovskolen Videncenter for Friluftsliv. 

Forundersøgelsen skal afdække erfaringer fra eksisterende stikoncepter i ind- og udland, udvikle anbefalinger til en certificering af sti- eller ruteforløb og komme med forslag til, hvordan de relevante aktører kan løfte de rekreative sti- og ruteforløb. 

En af forudsætningerne for, at der kan blive etableret flere og bedre stier og ruter er, ifølge Friluftsrådet, bedre dialog og koordinering mellem de relevante aktører og myndigheder. Det gælder både på lokalt, regionalt og nationalt plan. 

De relevante myndigheder og aktører på området vil derfor blive inddraget i arbejdet. Sammen og hver for sig skal aktørerne komme med input til, hvilken organisationsform, pilotprojekter og konkrete indsatser der kan løfte området. 

”Det er første skridt i et tæt samarbejde mellem centrale aktører og myndigheder på området. Håbet er, at vi ved at bringe dem sammen om løsningen kan sætte et markant aftryk på danmarkskortet,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Forundersøgelsen forventes at være færdig til februar 2019. Initiativet er støttet med Udlodningsmidler til Friluftsliv.