Nyhed

Naturen hjælper mænd ud af angst og depression

Et projekt i Favrskov Kommune, der går under navnet ’Naturen venter på dig’, modtager 135.000 kroner i bevilling fra puljen ’Bevæg dig i naturen’. Projektet skal sætte øget fokus på at bruge naturen i kampen mod depression og angst.

I en lille bålhytte ved Granholt i Hadsten sidder seks fuldvoksne mænd samlet og gør status over pilotprojektet ’Naturforløb for mænd’, som de alle har deltaget i. Over bålet er en simreret blevet sat i kog og kan duftes på flere meters afstand fra hytten. Stemningen er rolig og afslappet blandt mændene og tilliden til hinanden er ikke til at tage fejl af. Blandt de seks mænd sidder også naturvejleder Vibe Søndergaard og sundhedskonsulent Helle Grønkjær, der har medvirket i det seks uger lange pilotprojekt, som er et samarbejde mellem Sundhedsforvaltningen og Forvaltningen for Natur og Miljø. Mændene har deltaget, fordi de alle lider af angst eller depression – nogle af dem begge dele. For samtlige af de deltagende har oplevelsen med pilotprojektet været meget positiv - og med tilskud fra Udlodningsmidler til friluftsliv kan Favrskov Kommune nu videreudvikle projekts ramme, metode og indhold og desuden udvide målgruppen.

Naturen er den vigtigste ressource

”Evalueringen viser klart, at tilbud og målgruppe passer rigtig godt sammen. Deltagerne formår at komme afsted eller melde afbud, når de ikke kommer - fordi det er vigtigt og giver mening for dem. De bliver mere realistiske om deres situation. De flytter sig stille og roligt, og via aktiviteter og uformelle samtaler får de mod på at snakke om det, der er svært i deres liv, og hvad der kan hjælpe dem videre. Forløbet har dermed givet mændene både frirum, læring, samvær, fællesskab og inspiration til at bruge naturens helbredende kræfter, som har været vigtige succeskriterier i projektet”, siger sundhedskonsulent Helle Grønkjær.

”Naturen i sig selv er vores vigtigste ressource”, supplerer naturvejleder Vibe Søndergaard.

Gennem aktiviteter som bål, bålmad med naturens ressourcer, fuglevandring og gåture, etc. øges deltagernes viden om- og kendskab til naturen og dens muligheder. Gennem forskellige sansninger, såsom lugt og smag, øges deltagernes nærved i naturen. På den både bliver der mulighed for stunder med glæde, aktivitet og ro midt i en hård hverdag.

Naturen som et mødested

Morten er en af de deltagende mænd i pilotprojektet, som ligesom de andre deltagere oplever depressionen helt tæt inde på livet. Tidligere kunne han klare det meste, men i dag mærker han en mere skrøbelig side af sig selv, som han ikke har kendt til før.

”Nu er jeg bare Morten, og endda en mere skrøbelig Morten. Det har jeg erkendt, og det skal jeg bare forholde mig til. Lige nu er jeg i virksomhedspraktik på Anlægget i Ulstrup, og det passer mig rigtig godt. Mine kolleger ved, hvad jeg kan byde ind med, og jeg kan rigtig godt lide at være der. Samtidig fik jeg tilbudt dette forløb, som har været med til at åbne mig op og få sparket mig selv af sted”, Morten, deltager i pilotprojektet ’Naturforløb for mænd’.

Alle seks mænd er enige om at mødestedet i naturen og de forskellige aktiviteter hver gang har været afgørende for tilbuddets succes. Derudover har den tillid mændene har udvist hinanden været med til at skabe et rum med plads til at være sig selv.

Gode projekterfaringer bredes ud

Da stress, depression og angst er et stigende samfundsproblem – dels for den enkelte, der bliver ramt af sygdom og dels for de pårørende omkring -  ønsker Favrskov kommune at sætte yderligere fokus på mental sundhed blandt kommunens borgere. Det forudsætter at den stigende målgruppe med mentale helbredsproblemer bliver set og hørt og samtidig mødt med menneskelighed og faglighed, der skal give de sygdomsramte nye metoder og veje til bedring.

På baggrund af de åbenlyst gode erfaringer med pilotprojektet har naturvejleder Vibe Søndergaard og sundhedskonsulent Helle Grønkjær i Favrskov Kommune derfor søgt om udlodningsmidler hos Friluftsrådet for at kunne tilbyde et nyt naturprojekt. Projektet, der går under navnet ’Naturen venter på dig’, har som følge heraf modtaget en bevilling på 135.000 DKK fra puljen ’Bevæg dig i naturen’ og forventes påbegyndt og afsluttet i tidsperioden den 02.01.2018 – 31.12.2018.