Man må ikke lukke naturen af - heller ikke under corona-krisen
Først var det på Bognæs ved Roskilde, hvor naturgæster blev mødt af et skilt, der fortalte at skoven var lukket på grund af corona-smitte.
Her kontaktede naturgæster Lejre kommune og skiltet er nu ændret til et skilt, der forklarer naturgæsterne om reglerne.
Saltholm skræmmer folk væk
Nu er den også gal på Saltholm i Øresund, hvor et ulovligt skræmmeskilt fortæller folk, at øen er lukket på grund af corona.
Offentligheden har adgang til den nordlige del af Saltholm, mens den sydlige del er et naturreservat, hvor offentligheden ikke har adgang. Derfor har Friluftsrådet København henvendt sig til Tårnby Kommune for at få skiltet fjernet.
"De ulovlige barrierer i naturen skal fjernes, og det går ikke, at man bruger corona-krisen til at lukke naturen af for andre. Når Saltholm modtager eksterne og offentlige midler er det kun rimeligt, at alle kan besøge øen og opleve naturen og fuglelivet i Øresund derude," siger Flemming Hansen fra Friluftsrådet København.
Der har før været problemer med offentlig adgang til naturen på Saltholm. Friluftsrådet har i 2018 rejst en sag om adgangen til øen, som kommunen gav medhold til, men som Ejerlauget klagede over, og derfor behandles sagen i Miljø- og Fødevareklagenævnet.
"Selvfølgelig skal vi holde afstand, også når vi er i naturen, og er der for mange mennesker et sted, må man forsøge at finde et andet sted. Det tror vi godt, at folk kan finde ud af," siger Flemming Hansen.