Nyhed

Friluftsrådet til Forsvarsminister: Skab bedre adgang til Forsvarets arealer

Forsvarminister Trine Bramsen klapper en myretue
Forsvarets arealer er unikke naturområder, hvor naturen får lov at passe sig selv. Det skal flere have glæde, mener Friluftsrådet, der arbejder for bedre adgang og friluftsliv på Forsvarets naturarealer.

Forsvarsminister Trine Bramsen var sammen med Friluftsrådets formand og Danmarks Naturfredningsforenings præsident med til at skyde Naturens Dag i gang på Jægerspris Skydeterræn i mandags. I dagens anledning havde forsvaret åbnet arealet for børn og voksne, der var med på Naturens Dag.

militært terræn
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen og forsvarsminister Trine Bramsen så nærmere på naturen og friluftsmulighederne på forsvarets arealer ved Jægerspris.

Forsvaret råder over 33.000 hektar jord og er Danmarks næststørste jordbesidder. I Forsvarets øvelsesterræner får naturen lov til at passe sig selv, og når soldater øver og færdes i terrænet er det med til at fremme den vilde natur, fordi væltede træer og småbrande giver nye muligheder for udvikling af plante- og dyreliv. Forsvarets områder er derfor vigtige naturperler i Danmark, som bør komme flere mennesker til gode, mener Friluftsrådet.

Bedre adgang skaber flere muligheder for friluftsliv

Friluftsrådet mener, der er behov for at forbedre befolkningens og foreningernes muligheder at færdes og opholde sig på Forsvarets arealer og for at foreninger ikke skal betale dyrt for at bruge områderne til deres aktiviteter.

Formand for Friluftsrådet Niels-Christian Levin Hansen ser det som en mulighed, at man ligestiller adgangsmulighederne på Forsvarets arealer med adgangsmulighederne på Naturstyrelsens arealer:

”Hvis man ligestiller adgangsmulighederne får danskerne samme gode muligheder for at dyrke friluftsliv og opleve naturen over alt på statens arealer. For eksempel vil det give mulighede for overnatning i en større del af den danske natur, som rigtig mange er glade for”, siger Niels-Christian Levin Hansen.

En bedre adgang skal selvfølgelig ske under forudsætning af, at arealerne ikke bruges af Forsvaret, eller at særlige sikkerhedshensyn taler imod dette.

Tænk friluftslivet ind på Forsvarets arealer

Derfor ærgrer det også Friluftsrådet at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har meldt ud, at rekreative elementer fremover ikke vil indgå i Forsvarets drifts- og plejeplaner. Det vil alene beskrive militære og lovgivningsmæssige behov, og udeladelsen af rekreative elementer fra driftsplanerne vil fjerne Forsvarets fokus på også at tænke friluftslivet ind i planlægningen af brugen af arealerne.

”Friluftslivet skal tænkes ind fra start for at finde de gode løsninger. Vi vil derfor opfordre til, at der også fremover indgår et rekreativt element i drifts- og plejeplanerne.

Vild i naturen på Naturens Dag 

Naturens Dag er Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforenings mærkedag for naturen. Hele ugen har 170.000 børn på skoler og i dagtilbud fejret naturen og lavet aktiviteter i naturen under temaet ”vild i naturen” ved for eksempel at spise bænkebidere, lave fugle-skattejagt, eller sanselege. På søndag den 13. september er der over 200 arrangementer i hele landet, som er gratis for alle. Her åbner foreninger, museer, kommuner, naturvejledere og mange andre naturen for danskerne, så voksne og børn kan se, hvor nemt og sjovt det er at være i det fri.

Åbning af Naturens Dag