Nyhed

Forholdsregler ved udendørs foreningsaktiviteter

Vandretur til bålhytte
Hold afstand og tag dine egne remedier med. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning med forholdsregler til foreninger, der vil genoptage udendørsaktiviteter. Friluftsrådet glæder sig over, at friluftsforeningerne på den baggrund kan komme i gang igen.

"Vi er glade for, at friluftsforeningerne får en vejledning, der kan hjælpe dem i gang igen på forsvarlig vis" lyder meldingen fra Niels-Christian Levin Hansen, formand i Friluftsrådet.

Friluftsrådet drøftede genoptagelse af foreningsaktiviteter med Miljøøminister Lea Wermelin i fredags, og glæder sig over, at organisationerne nu får en vejledning, udover de generelle retningslinjer, der gør, at de kan genoptage aktiviteterne.

Foreningerne har ikke været omfattet af forbud eller påbud fra myndighedernes side, men alle har lukket aktiviteter ned sammen med det øvrige Danmark. For mange friluftsforeninger gælder det imidlertid, at de godt kan gennemføre aktiviteter uden tæt kontakt og uden at være forsamlet mange sammen.

Friluftsrådet forventer, at myndighedernes til enhver tid gældende retningslinjer overholdes af foreninger.

Generelle retningslinjer 
  • I må max være 10 personer sammen 
  • I skal holde afstand på to meter hinanden - det gælder både i fri luft og på baner mv. 
  • Vær særlig opmærksom på håndhygiejne. Det vil sige medbring altid håndsprit og gerne vand og sæbe på ture. 
  • Host eller nys kun i albuen eller i et papirlommetørklæde. Og husk skraldepose.
  • Alle med symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed - også i mild grad - skal blive hjemme.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der så vidt muligt benyttes personlige rekvisitter.  

Det forudsættes, at klubhuse, foreningslokaler og så videre stadig ikke er tilgængelige. 

På den baggrund anbefaler Friluftsrådet desuden foreninger, der vil genoptage udendørsaktiviteter at:

  • Gennemgå aktiviteterne og se, hvor der kan opstå problemer, så man kan tage de nødvendige forholdsregler. 
  • Udarbejde en instruks til medlemmer og brugere af fælles faciliteter om brug, rengøring og særlige forholdsregler.
  • Formidle information videre til alle medlemmer og hænge plakat fra Sundhedsstyrelsen på synlige steder, samlingssteder m.v.  
  • Sørge for at medlemmer tager eget udstyr med og undgår at dele service m.v. 
plakat fra sundhedsstyrelsen