Nyhed

100 vandreruter guider dig ud i vores natur

Miljøministeren og Friluftsrådets formand ved Susåen
Naturstyrelsen har samlet 100 smukke og spændende vandreruter, hvor man kan opleve naturtyperne fra Vilde, vidunderlige Danmark. Et nyt oversigtskort, beskrivelser af oplevelser og sværhedsgrader gør det nemt at komme afsted på en vandretur i vores natur.

Fem søndage i træk har programmerne om Vilde Vidunderlige Danmark rullet hen over skærmene hjemme i de danske stuer. Vi har set naturen folde sig ud i skoven, ved søer, i det åbne land og langs åer og kyster. Nu har Naturstyrelsen gjort det let for store og små selv at komme ud og opleve de samme naturtyper, som blev vist på tv.

Naturstyrelsens lokalkendte medarbejdere har udvalgt 100 vandreruter, der er særligt gode, hvis man vil opleve de forskellige naturtyper fra udsendelserne. Man kan eksempelvis nyde havet, de åbne vidder og de mange fugle på Sjællands vestligste punkt ved Røsnæs eller tage til én af Danmarks længste kystskove på Als, der er berømt for sine høje, flotte bøgetræer.

- Det har været en fornøjelse at komme helt tæt på naturen på skærmen, men intet slår den ægte vare, hvor man selv kommer ud under åben himmel. Det er bare ikke altid, at man lige ved, hvor man skal tage hen for at prøve noget nyt. Derfor er det også dejligt, at der her er nogle lokalkendte naturvejledere, der har udpeget særlige ruter med gode naturoplevelser, siger miljøminister Lea Wermelin.

Lokalkendte naturvejledere står på mål for de gode oplevelser

Websitet samler de 100 ruter i et overskueligt oversigtskort og guider brugerne til oplevelser i de naturtyper, de gerne vil se, fx kyst, skov, søer og vandløb eller det åbne land. De forskellige ruter har hver især en ruteoptegnelse og en beskrivelse af seværdighederne på turen. Man får tilmed et punkt via Google Maps, så man let kan finde hen til rutens startpunkt.

- Som så mange andre danskere planlægger jeg at holde sommerferie i Danmark, så websitet her bliver helt sikkert tilføjet som favorit i min telefon. Der plads til alle i naturen, hvis bare vi spreder os og undgår at stimle sammen på de mest populære steder. Jeg glæder mig til at snøre vandrestøvlerne og gå opdagelse i den smukke danske natur, siger Lea Wermelin.

Fælles for ruterne er, at de har meget spændende dansk natur at byde på, de er hverken lange eller anstrengende, men kan klares på 1-2 timer, og det er gjort let både at finde hen til de afmærkede ruter og følge dem.

Sitet er udarbejdet i regi af Vores Natur, som er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og DR. Vores Natur er støttet af AAGE V. JENSEN NATURFOND, 15. juni Fonden og Nordea-fonden.

Miljøministeren og Friluftsrådets formand ved Susåen
Flet sammen og bind sløjfer, så vi får et nationalt netværk af stier og ruter for dem, der vil ud og være aktive i naturen. Det var Friluftsrådets budskab på en gåtur ved Susåen med miljøminister Lea Wermelin i morges. Anledningen var, at Naturstyrelsen formidler 100 stier og ruter, og de naturoplevelser, man kan få undervejs.