Flot natur

Naturens år i 2020: Vores Natur

2020 bliver naturens år på DR - og året hvor alle danskere skal ud opleve naturen gennem projektet Vores Natur, der involverer en lang række aktører på natur-, frilufts- og naturformidlingsområdet. Sammen skal vi udvikle ideer og nye muligheder for at komme ud og opleve vores natur. Her kan du se mere om selve projektets opbygning og forløb.

Med udgangspunkt i en storslået TV-serie om Danmarks natur, vil DR i 2020 sætte fokus på Danmarks Natur. Men det er ikke nok at se på naturen - vi skal også ud og opleve den. Derfor har et partnerskab mellem DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og et netværk af de naturhistoriske museer sat sig for at invitere alle danskerne ud i naturen og udvikle og koordinere aktiviteter, der giver danskerne viden om naturen og lyst til at gå på opdagelse i den og passe på den. Det sker under overskriften Vores Natur. 

Hvad går projektet Vores Natur ud på?

Vores Natur er et partnerskab mellem DR, Friluftrådet, netværk af de naturhistoriske museer og Naturstyrelsen. Partnerskabet bag Vores Natur søger fondsmidler til det overordnede projekt og en række større og mindre projektinitiativer under den samlede overskrift. Det er forskellige aktører som for eksempel frivillige organisationer, museer, naturskoler, nationalparker og mange andre, der bidrager til fyrtårnsprojekterne.

Samtidighed, synergi, samarbejde og synlighed er væsentlige elementer i Vores Natur. Ved at mange på samme tid sætter fokus på natur er der mulighed for at nå bredt ud - også til dem, der ikke i forvejen bruger naturen. 

Ud over aktiviteterne i det "store projekt" Vores Natur er det derfor håbet, at mange aktører i og uden for rækken af de traditionelle frilufts- og naturformidlingsaktører vil spille med på muligheden for at øge danskernes interesse for og aktive liv i naturen. Det kan både være ved at dreje eksisterende tiltag i retning af Vores Natur og DRs programmer eller ved at lave mindre nye tiltag. Friluftsrådet opretter en pulje til mindre aktiviteter, der lægger sig indenfor rammerne af Vores Natur. 

Se resume af projektbeskrivelse eller præsentation af formål, ide og opbygning af projektet Vores Natur. 

Friluftsrådet har sekretariatfunktionen og varetager især kontakten til alle civilsamfundets organisationer, der vil deltage i Vores Natur.  Derudover fremgår projektets organisering af nedenstående model: 

model over projektets aktører

Hvilke faser er der i projektet  - og hvor er vi nu?

Frem mod 2020 vil vi samle alle kræfterne om at udvikle spændende projekter, aktiviteter og formidling med afsæt i DR store programserie om Danmarks natur.

Model der viser faser i projektet Vores Natur

Fyrtårnsprojekter - hvad går det ud på?

På workshops i løbet af foråret 2019 har en lang række aktører bidraget med ideer og kompetencer og sammen skabt større projektindsatser - det er dem vi kalder "fyrtårne" i Vores Natur.  Det er projekter, der skal udvikle konkrete muligheder for at komme ud og opleve naturen og være omdrejningspunktet for en stor del af de aktiviteter, der rækker ud til borgerne og involverer dem i naturoplevelser. 

Fyrtårnene har overskrifterne: 

  • Vild mad - smag på naturen 
  • Danmarksstafetten - en rundtur i Danmarks natur 
  • Vild natur der hvor du bor - hvordan får vi flere vilde kvadratmeter i Danmark? 
  • Naturen under overfladen  - om naturen i havet  - vores blå vildmark
  • Natten i naturen - oplevelser i naturen om natten

Se mere om fyrtårnsprojekterne i dette resume: 

Frem mod sommerferien 2019 arbejder projektgrupperne videre med at finpudse projektbeskrivelser og ideer. Den endelige deadline for projektbeskrivelser er 1. september 2019.

Fyrtårnsprojekterne udvikles og udføres i samarbejde mellem mange forskellige organisationer. Styregruppen for Vores Natur har udarbejdet et kommissorium, der definerer rammerne for fyrtårnsprojekterne. Der er en lead-partner på hvert fyrtårnsprojekt, men alle er velkomne til at bidrage i udvikling og/eller udførelse. 

Vil du følge med?

Tilmeld dig her og få besked når der er nye informationer om naturens år: