Sten på strand
Når det stormer, skyller spændende ting ind på strandene – du kan for eksempel gå på ravjagt og få en lille gylden skat med hjem. Her er fem råd, hvordan du finder rav.

Rav er hærdet harpiks, der har ligget i havet i mange millioner år. Havets guld, kalder vi de fine, gyldne klumper, der siden oldtiden har fået mennesker til at gå og rode i vandkanten. Ud over muligheden for at få en lille skat med hjem, er ravjagten er en skøn måde at få næsen helt ned i vandkantsnaturen.  

De fleste har kigget efter rav ved stranden og samlet små lovende klumper op. Men langt fra alle er heldige at finde noget. Ravjagt kræver lidt tålmodighed. Men det hjælper at vide, hvor og hvornår du skal lede. Så her er fem gode råd, der øger sandsynligheden for, at du finder rav!

1) Her skal du lede efter rav

Der er rav at finde ved alle Danmarks kyster. Men chancerne er særligt gode på vestkysten, på de flade strande på Fanø og i det sydfynske øhav.

2) Gå ud, når det er stille efter storm

Når det stormer, skylles spændende ting op på stranden. Der er gode chancer for at finde rav, når det har blæst i et par døgn fra vest eller sydvest, og det derpå bliver stille med roligt vand.

3) Gør som mågerne – søg mellem tang og skaller

Mange leder efter rav stenbræmmerne på stranden. Men her ligger ravet ikke. Det meste rav driver nemlig ind på stranden med tang, skaller og træstumper, der flyder ligesom rav. Så det er mellem disse ting, du skal lede.  

I det lette opskyl kan der ligge små dyr. Så følg endelig efter de skrigende måger i vandkanten – de ved, hvor der er skyllet nye, lækre sager op på stranden!

4) Rav kan have mange farver

Slebne ravsmykker har en smuk gylden farve. Men det rav, du finder på stranden, ser ikke altid sådan ud. Det kan for eksempel være sort eller hvidt. Så ravets bedste kendetegn er faktisk vægten – du leder efter noget, der ligner sten, men er næsten lige så let som træ.  

5) Det er bedst at lede om vinteren

Du kan finde rav året rundt. Men de fleste ravfund sker i vintermånederne. Når havet er koldt, er der mere opdrift, og der bæres mere rav ind på stranden.

Og så har vinteren en anden indlysende fordel: I de kølige måneder er stranden der ikke så mange mennesker på stranden – så der er mindre risiko for, at nogen snupper guldet for næsen af dig!

Kilder: www.ravsliberen.dk og www.naturguide.dk

Din oplevelse kan begynde her
Find søpindsvin og vættelys

Har du ikke heldet med dig under ravjagten, kan du heldigvis finde mange andre spændende ting på stranden. Ud over skaller og sten kan du for eksempel finde forstenede søpindsvin og de fine vættelys, som er forsteninger af skelettet fra en af fortidens blæksprutter. Et godt sted at lede er i aflejringer fra kridttiden, som for eksempel ved Møns Klint og Stevns Klint.