FriluftsRådet

Friluftsrådet

Ny kampagne skal få børn ud i naturen

12. april 2018

Torsdag den 31. maj lancerer Friluftsrådet og Center for Børn og Natur en ny kampagne ’Børn gror i natur’, som skal sætte fokus på, hvordan naturen kan være en del af det moderne børneliv. Sæt kryds i kalenderen allerede nu!

COLOURBOX2888934

Børn kommer mindre ud i naturen end deres forældre og bedsteforældre. Hvordan vender vi den udvikling? Det udforskes til et debatarrangement, som Friluftsrådet afholder i forbindelse med lanceringen af kampagnen ”Børn gror i natur”, torsdag den 31. maj kl. 19-21.30 i København.

Tilmeld dig

Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede. Du kan allerede nu tilmelde dig på tilmeld@friluftsraadet.dk.

I din tilmelding må du gerne oplyse de tilmeldte deltageres navn, e-mail og evt. organisation.

Når du har tilmeldt dig, vil du efterfølgende få nærmere information om program og sted for arrangementet. Der er frist for tilmelding mandag den 28. maj.

Kampagnen er en del af et projekt under det nystiftede Center for Børn og Natur, som Københavns Universitet, Syddansk Universitet, VIA University College og Aarhus Universitet samt Friluftsrådet står bag, og er støttet af Nordea-fonden.

Til debatten vil debattører og deltagere blive ført gennem tre centrale benspænd for flere naturoplevelser for børn i hverdagen. Til hvert ”benspænd” vil et skiftende panel af debattører med forskellige perspektiver komme med deres holdninger og forslag til, hvordan barriererne kan overkommes.

Prioritering af naturen i hverdagen
Oplevelser i naturen bliver ofte ”flødeskum på lagkagen” i børnefamiliernes travle hverdagen, og antallet af børnefamilier der bor i byerne, hvor der er længere afstand til naturen er stigende. Men hvorfor er det vigtigt at prioritere børns oplevelser i naturen? Og hvordan kan man skabe rum til naturoplevelser i en hverdag, hvor arbejde, indkøb og andre praktiske gøremål efterlader få ledige timer?

Færdigheder og frygt
Aktiviteter i naturen er ikke uden risiko. Her er ikke noget faldunderlag, og det kan være angstprovokerende at barnet klatre op i toppen af et træ, løbe ud på isen eller kaste sig ud fra sandklitterne. Er forældre blevet for frygtsomme på børnenes vegne? Eller er det, fordi vi – og måske særligt pædagoger og lærere - ikke føler, at de har kompetencer til at tage børnene ud i naturen?

Børns brug af medier
Ipads er vor tids mest effektive barnepige. Der er øjeblik underholdning hele døgnet, men hvad gør de konstante impulser ved børn og deres trivsel? Og kan moderne medier være med til at styrke børns nysgerrighed og skabe bedre oplevelser i naturen?

Kampagnen ’Børn gror i natur’ skal udmunde i en kanon over naturoplevelser, som alle børn skal prøve.

 

                       

  • Hovedsite
  • Blå Flag
  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • Grejbankerne
  • Danske Naturparker
  • CO2 neutralt website