FriluftsRådet

Friluftsrådet

Lav mad med naturens vilde planter

14. marts 2017

En ny bog tager læseren i hånden ud i naturen og hjem igen til køkkenet med 54 spiselige planter.

BOGANMELDELSE: En ny bog fra Politikens Forlag er udkommet nøjagtig som de første grønne skud titter frem. Og det er netop hvad bogen "Mad med naturens vilde planter" drejer sig om. 54 vilde men almindelige og spiselige planter gennemgås i detaljer i bogen. 

Bogen tager samlere og sankere i hånden hele vejen ud i naturen og tilbage igen til køkkenet. Ude i naturen kan man bruge de detaljerede beskrivelser af planterne der leder tankerne hen på romantiske flora danica illustrationer, og inde i køkkenet kan man kaste sig ud i spændende retter men enkle retter, der er forsynet med smukke og inspirende fotos. 

Det er en både charmerende og informativ bog, der bringer drømmen om at finde sine egne urter i naturen og omdanne dem til moderne lækkerier, et skridt nærmere. 

Oversigter over sæsoner, sankeudstyr og hvilke planter, der egner sig til hvad gør bogen praktisk anvendelig. Der er både kendte urter, bær og et par svampe og mere ukendte arter så selv for garvede sankere er der inspiration at hente i bogen. 

Anmeldt af Astrid Bjørg Mortensen

Om bogen


"Mad med naturens vilde planter" af Anne Mæhlum, Jim Hensley, Nina Dreyer Hensley (oversat fra norsk og bearbejdet af Dorte Andersson) 296 sider, kr. 300,

bogforside

Omtale af bogen:

Nogle vilde urter kan man tørre og lave te af. Andre kan bruges i salater eller puttes i middagsretter, hvor de tilfører smag og er med til at gøre maden smuk og indbydende. 

Denne bog præsenterer 54 af de mest almindelige spiselige planter, svampe og bær med oplysninger om, hvor de kan findes og hvornår. Det er planter, de fleste af os helt sikkert har set mange gange langs veje og stier. De gør ikke meget væsen af sig, og man går let forbi dem uden at vide, at dette faktisk er god mad. Men her er alle planter nøjagtigt beskrevet, så de er nemme at identificere i naturen. Desuden er de tjekket og godkendt af en botaniker og ekspert i urtemedicin. Efter hvert planteopslag følger opskrift er på enkle og gode retter med de forskellige planter. 

Begiv dig ud i naturen, pluk vilde planter, tag dem med hjem – og nyd dem! 

 

  • Hovedsite
  • Blå Flag
  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • Grejbankerne
  • Danske Naturparker
  • CO2 neutralt website