Inden udgangen af 2013 skal alle kommuner udarbejde en klimatilpasningsplan, der redegør for, hvordan klimaændringer som eksempelvis voldsom regn håndteres i kommunen.
"I forbindelse med klimatilpasningen kan der opstå nye rekreative muligheder, som vi opfordrer kommunerne til at indtænke i planlægningen. Det er her borgerne kan få ekstra glæde af tiltagene. Det handler om at se klimatilpasningen i et bredere perspektiv og udnytte gevinsterne i det, så vi løser flere udfordringer på en gang" siger Mette Bindesbøll Nørregård fra Friluftsrådets sekretariat.
Eksempler på synergi mellem tiltag for de øgede regnmasser og friluftslivet kan være multifunktionelle vådområder, bassiner som kan tilbageholde regnvand i tilfælde af ekstrem regn og som samtidig kan anvendes som blå områder i byen, eller som eksempelvis en skate-park eller boldbane, når de ikke er fyldt med vand.
Høje-Taastrup kommune har udnyttet klimaændringerne ved at udvide et regnvandsbassin i Selsmoseparken og skabt et nyt rekreativt areal midt i parken.
"Dette inspirerer børn, familier og kærestepar til leg og oplevelser omkring vandet. Der er bl.a. lavet trædesten i søen, tømmerflåder, vandkikkerter og et spændende stisystem i området", siger Mette Bindesbøll Nørregård.
Et andet eksempel på tiltag er grønne tage og vægge midt i byen. De grønne vækster tilbageholder vand og skaber samtidig grønne oaser midt i den myldrende trafik.