Madkassen bliver skiftet ud med stegt fisk,
urtesnobrød og friskplukkede svampe, når 100.000 danske børn i
starten af september skal ud og smage på naturen som optakt til
Naturens Dag søndag den 9. september. Det er rekordmange tilmeldte
og 20.000 flere end i 2011.
- Det er fantastisk, at over 100.000 børn i år får denne ekstra mulighed for at komme ud og få naturoplevelser. Det er vigtigt for børn at kende naturen, men også for naturen at børnene bruger den. Glæden ved naturen er nemlig en forudsætning for, at vi passer på den som voksne, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Indgang til livlang friluftsinteresse
Hvert år har sit tema, og i år handler det om at smage på
naturen. Og tidspunktet er velegnet, for naturens spisekamre bugner
med lækre råvarer i begyndelsen af september.
- Når man har oplevet at samles rundt om et blussende bål med en varm kop hyldebærsuppe af bær, man selv har plukket, får man en naturoplevelse med alle sanser. Det kan blive en væsentlig indgang til en livslang interesse i friluftsliv og natur, og det er det, vi ønsker at præsentere de mange børn for med Naturens Dag, siger Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet.
Naturens Dag-ugen starter med, at miljøminister Ida Auken går på jagt efter spiseligheder i naturen på Knudshoved Havn mandag den 3. september 10.30. Her vil hun stryge rejer og røge fisk sammen med Danmarks Naturfredningsforenings præsident Ella Maria Bisschop-Larsen og en repræsentant fra Friluftsrådet.