FriluftsRådet

Friluftsrådet

Randzone adgang følges op med ansvar

26. april 2012

Friluftsrådet roser regeringens forslag om adgang i randzonerne, og forstår ikke landbrugets bekymring. Paraplyorganisationen tager gerne ansvar for at mindske de mulige gener af adgang.

image

På Friluftsrådets generalforsamling i dag udtrykte formand Lars Mortensen stor tilfredshed med at danskerne får adgang i de nye dyrkningsfrie randzoner langs søer og vandløb.

Friluftsrådet ser klart forslaget om adgang i randzonerne som en mulighed for at forbedre mulighederne for færdsel i naturen i det åbne land. Rådet finder det naturligt, at befolkningen har lov til at færdes i randzonerne, der skal betragtes som ethvert andet udyrket areal.

"Randzonerne er jo i forvejen omfattet af naturbeskyttelsesloven, og den er vi trygge ved. Lodsejerne udtrykker stor bekymring for, at adgangen vil medføre en lang række gener. Men denne bekymring deler Friluftsrådet ikke. Vi ved fra en lang række undersøgelser, at de reelt oplevede gener er langt mindre end de forventede, når folk får lov at komme ud i naturen" siger Lars Mortensen.

Tager ansvaret på sig 
Men det betyder ikke, at Friluftsrådet forholder sig passivt til det ansvar, der følger med befolkningens mulighed for at færdes i naturen. I sin tale på generalforsamlingen lovede formanden, at Friluftsrådet de kommende år vil igangsætte en adfærdskampagne, der skal huske borgerne på deres individuelle ansvar for det fælles gode, som naturen og retten til
friluftsliv er.

"Friluftsrådet har tidligere og vil også fremadrettet tage aktivt ansvar for at vise naturgæsterne, hvordan de skal tage hensyn når de vil opleve naturen. Ingen tvivl om det! I de kommende år vil vi gennemføre adfærdskampagneaktiviteter, der har til formål at lære folk at tage hensyn både til natur, plante- og dyreliv og til andre naturgæster i øvrigt" sagde Lars Mortensen.

Han opfordrede ligeledes paraplyorganisationens 91 medlemsorganisationer til at gøre en aktiv indsats for at oplyse både deres egne medlemmer, og dem, der dyrker friluftsliv på egen hånd, så de husker at tage affald med sig og tage hensyn til dyrelivet.

Opbakning fra generalforsamlingen
På generalforsamlingen tog Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent invitationen til samarbejde op, og udtrykte ønske om et samarbejde om en adfærdskampagne. Forslaget mødte også ros og opbakning fra LandboUngdoms repræsentant Michael Boon Pedersen.

 

 

 

  • Hovedsite
  • Blå Flag
  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • FEE
  • FEE
  • CO2 neutralt website