FriluftsRådet

Friluftsrådet

Naturens dag for arrangører

Vil du være med til at åbne naturen og give din naturglæde og friluftsoplevelser videre til de næste generationer? Så planlæg en naturoplevelse på Naturens Dag.

På Naturens Dag den anden søndag i september er foreninger, kommuner, institutioner, museer og mange andre med til at invitere danskerne ud på oplevelser. 

For at være med på Naturens Dag skal man blot planlægge et arrangement om friluftsliv eller natur og registrere det på www.naturensdag.dk fra 1. maj 2016, så dukker arrangementet op, når man søger på oplevelser.

Naturens Dag 1

Foreninger på Naturens Dag

Vi håber, at du har lyst til at arrangere en oplevelse på Naturens Dag. Du bestemmer selv, hvor lang tid din oplevelser skal vare, om det skal koste noget at deltage, hvor i landet den foregår og hvilken type oplevelse, det skal være.

Som forening får man mulighed for at blive synlig i sit lokalområde, når man laver et arrangement på Naturens Dag.

Den store medieopmærksomhed på Naturens Dag i 2015 gav mere end 650 presseklip i landets aviser, TV og radio. Det betyder, at mange besøger hjemmesiden www.naturensdag.dk for at finde oplevelser i nærheden af dem.

Naturens Dag er for mange foreninger en anledning til at få nye medlemmer og møde mennesker med interesse i den aktivitet, de tilbyder. Går man sammen med andre om at lave et arrangement kan det også være med til at styrke det lokale samarbejde med andre natur- og friluftsforeninger.

Se programmet for Naturens Dag på Skovskolen 2015

Sådan kan I være med på Naturens Dag

  • Lav et arrangement, der viser jeres friluftsaktivitet, f.eks. bålmad, vandretur, svampetur, strandaktiviteter, natløb, adventurerace o.s.v.
  • Lad jer gerne inspirere af årets tema ”natur uden alder”
  • Registrer arrangementet på www.naturensdag.dk fra 1. maj 2016
  • Vælg om I vil modtage en arrangør-pakke med f.eks. flag, veste, navneskilte, plakater og flyers til at reklamere for jeres arrangement. I får også en pressemeddelelse, I kan sende ud til jeres lokale medier og inspirationsmateriale til naturoplevelser.
  • Opfordre til samarbejde lokalt (Grønne Råd, Folkeoplysning, kommuner)
  • Lav PR lokalt for at få deltagere til jeres arrangement op til Naturens Dag
  • På hjemmesiden www.naturensdag.dk og Naturens Dags facebookside kan I også finde inspiration til jeres arrangementer.

 

Fokus på børnene

Vi fokuserer på at få børnene med ud på Naturens Dag. Der er et væld af muligheder for at sætte et arrangement sammen, så det bliver børnevenligt samtidig med, at arrangementet bliver tilpasset naturområdet, antal deltagere, forberedelsestid, arrangørernes forkundskaber og specialer, tid, vejr og så videre. 
Her er en række fifs til, hvordan du kan skabe gode rammer for dit arrangement. Generelt set er det en god ide at forsøge at planlægge arrangementet så:

  1. I laver mad i naturen, så alle får noget at spise og drikke
  2. I laver en eller flere lege for børn og voksne med udgangspunkt i naturområdet
  3. Måske laver I en aktivitet, hvor I hjælper naturen (bygger fuglehuse, naturplejer osv.)
  4. Deltagerne får noget fysisk med hjem fra naturen (samler mad, fossiler, maler sten osv.)
  5. Deltagerne lærer noget nyt om naturen, hvor de bor 

Når du laver et arrangement på Naturens Dag, kan du søge om tilskud via Udlodningsmidler til friluftsliv. Du kan løbende indsende din ansøgning helt frem til 20. august 2016.

 Årets tema: Natur uden alder

Temaet i år er "natur uden alder". Med temaet sætter vi fokus på naturen som mødested og oplevelsesarena for hele familien. Samtidig åbner temaet op for nye og anderledes friluftsoplevelser om natur og alder. Det fx være fossiljagt på stranden, vikingemad over bål eller gåture i morænelandskaber.

Det er er helt op til dig som arrangør om du vil bruge temaet og hvordan du fortolker det.

www.naturensdag.dk kan du downloade inspirationsmaterialet, der hvert år bliver udviklet til årets tema (dette års materiale er tilgængeligt fra maj måned).

ND11

Sådan synliggør du dit arrangement

Vi har samlet en række gode ideer til, hvordan du kan skabe synlighed om dit arrangement.

Download folder om at være arrangør på Naturens Dag 

Download flyer om Naturens Dag 2016.

 

 

 

 

 

 

 


 

Spørgsmål eller mere information?

Kontakt os gerne, hvis I mangler informationer, fotos, tekster eller inspirationsmaterialer.

Louise Skou Grindsted, konsulent i Friluftsrådet,

tlf. 40 33 74 02 E-mail: lsg@friluftsraadet.dk

www.naturensdag.dk

  • Hovedsite
  • Blå Flag
  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • Grejbankerne
  • Danske Naturparker
  • CO2 neutralt website