Friluftsliv og stier hænger sammen. Gode stier giver gode muligheder for friluftsliv. Gode stier skaber adgang, binder interessepunkter, landskaber og oplevelsesmuligheder sammen og opfordrer i sig selv til færden i det fri.
Derfor arbejder Friluftsrådet for, at der kommer flere rekreative
stier i Danmark. Friluftsrådets bestyrelse har vedtaget
følgende kriterier for støtte til stiprojekter i perioden juli
2011 - juli 2013:
Overordnede principper for tilskud
- Der er fokus på stiforløb, der understøtter friluftsliv og naturoplevelser
- Kommunale og statslige forpligtelser støttes ikke
- Det prioriteres at støtte projekter, der er baseret på frivilligt engagement
- Desuden vægtes målgrupper, behov og organisering i projekterne
Konkrete støttefelter
Etablering af trampestier eller andre "primitive"
stiforløb ved frivillig arbejdskraft. Der kan ydes tilskud til:
- Informationsmateriale, foldere, skilte mv.
- Mindre anlæg som f.eks. spang eller mindre broer
- Udgifter til leje af maskiner
- Faciliteter langs stien, f.eks. shelters, bålpladser, bænke, bålhytter og naturformidlingsposter
Vedligeholdelse og naturpleje i forbindelse med stier kan støttes,
såfremt der er tale om en organiseret frivillig indsats. Der kan
gives tilskud til:
- Udstyr, f.eks. leer, buskryddere, ørnenæb etc.
- Materialer til mindre anlægsprojekter, f.eks. spang, mindre broer, grus til reparation o. lign.
Udvikling: Der vil være mulighed for støtte til enkelte
udviklingsprojekter, f.eks. med emnerne:
- Koordinering af regionale stiforløb
- Forbedring af oplevelsesmulighederne langs stiforløb
- Udvikling af faciliteter eller tiltag langs stiforløb som fremmer naturforståelse
Vær opmærksom på!
Ved behandling af ansøgninger inden for ovennævnte
støttefelter gælder i øvrigt de almindelige principper for
uddeling af Tips- og Lottomidler til Friluftslivet.