Ønsker du at søge tilskud til en god ide, eller et godt projekt, som kan være med til at fremme naturforståelse og friluftsliv, så har du mulighed for at søge om tilskud fra Tips- og Lottomidlerne til Friluftslivet.
Ansøgningsskema
Ansøgningsskemaet skal udfyldes med:
- Kort beskrivelse af projektet og målgruppe (uddybende beskrivelser kan vedlægges som bilag).
- Tidsplan for projektets udførelse.
- Budget - overslag over udgifter og indtægter/bidrag til projektet (bilag må gerne vedlægges). Momsregistrerede bedes vedlægge budget ekskl. moms.
- Alle offentlige institutioner behandles som momsregistrerede (børnehaver, skoler o. lign.).
- Foreninger og klubber skal vedlægge seneste årsregnskab og et sæt vedtægter.
- Private og selvejende institutioner skal vedlægge seneste årsregnskab.
Tilskud - til hvad?
Tips- og Lottomidlerne til Friluftslivet yder tilskud til projekter, der forbedrer befolkningens muligheder for et alsidigt friluftsliv og større naturforståelse. Alle kan søge. Der kan blandt andet ydes støtte inden for følgende områder:
- Friluftsaktiviteter - til materialer og udstyr til friluftsaktiviteter, dog ikke til personligt udstyr.
- Naturformidling og grønne områder - materialetilskud til faciliteter og udstyr, der øger befolkningens forståelse for naturen og muligheder for friluftsoplevelser.
- Faste anlæg - til etablering af fx overnatningshytter, lejrpladser, naturskoler, informationscentre og friluftsgårde. Der ydes ikke tilskud til almindelig vedligeholdelse, inventar eller driftsudgifter.
- Kursusvirksomhed - til afholdelse af kurser om friluftsliv og naturformidling. Der ydes ikke tilskud til deltagelse i kurser.
- Kulturmiljø - til formidling af samspillet mellem naturen og kulturhistorien.
Vær opmærksom på!
- Det er sjældent, at projekterne finansieres 100%, men et tilskud fra tipsmidlerne får ofte andre bidragsydere på banen.
- Der gives ikke tilskud til aktiviteter, der allerede er påbegyndt på ansøgningstidspunktet.
- Der gives høj prioritet til projekter, der er nyskabende, eller henvender sig til nye målgrupper.
- Der gives ikke tilskud til projekter uden for Danmark.