FriluftsRådet

Friluftsrådet

Udviklingsprojekter

Udviklingsprojekter

Siden 2003 har Friluftsrådet med støtte fra Danida arbejdet med at udbrede Grønt Flag-Grøn Skole  (Eco-Schools)  i det østlige og sydlige Afrika i samarbejde med en række lokale ngo'er og myndigheder. 

Begrebet Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU), udgør den strategiske ramme for Friluftsrådets udviklingsarbejde, hvor Eco-Schools programmet er vores bidrag til udmøntning af principperne bag UBU i grundskoleundervisningen. Det omhandler bl.a. integration af miljø, klima, økonomisk og social udvikling samt bredere perspektiver som demokrati, ligestilling mellem kønnene, sundhed og menneskerettigheder.

Mange flotte ord, men i praksis er det hele mere jordnært. Udgangspunktet er lokale miljø- og fattigdomsproblemer, der som oftest er tæt koblede og udspringer af en overudnyttelse af naturens ressourcer. Det giver sig udslag i en lang række problemer, f.eks. ufrugtbar jord, utilstrækkelige energiressourcer og mangel på adgang til rigeligt og rent drikkevand.

Gennem vort Eco-Schools-samarbejde med lokale ngo'er og myndigheder hjælper vi skoler og omkringliggende landsbysamfund til i fællesskab at håndtere lokale miljøproblemer og bidrager herigennem til at sikre en bedre fremtid for såvel elever, forældre og lærere. Det sker bl.a. ved at støtte mindre miljøprojekter som planlægges og udføres i samarbejde mellem elever, lærere og forældre. Det er afgørende, at projekterne integreres i den daglige undervisning, således at der skabes en kobling mellem teoretisk og praktisk læring.

Projekterne er mangeartede og favner typisk en bred vifte af aktiviteter, der retter sig mod at forbedre miljøet og samtidig skabe bedre indkomstgrundlag for skole og lokalsamfund. Mange skoler har f.eks. fokus på at opsamle regnvand, introducere nye og bæredygtige dyrkningsmetoder, organisere affaldshåndteringen samt at sikre energiressourcerne ved f.eks. at plante træer til at sikre brænde.

At Eco-schools konceptet også giver god mening i en afrikansk kontekst ved at bibringe eleverne viden og handlekompetencer i forhold til lokale miljøproblemer er dokumenteret af en ekstern evaluering som Danida gennemførte i efteråret 2009. Denne konkluderede således "at både elever og lærere omsætter, hvad de har lært til praktisk handling i såvel skole som i den daglige husholdning".

Uddannnelse for Bæredygtig Udvikling

Begrebet omhandler:

  • Forholdet mellem nuværende og kommende generationers behov og interesser
  • Forholdet mellem bevaring og forandring
  • Forholdet mellem rige og fattige, og
  • Forholdet mellem lokale interesser og globale hensyn
  • Hovedsite
  • Blå Flag
  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • FEE
  • FEE
  • CO2 neutralt website