Formålet med Naturrum Kirstinelyst er at gøre hedelandskabet
mere tilgængeligt for et bredere og større publikum såvel ved
etablering af nye faciliteter som gennem information og
formidling.
Naturrummet omfatter både et bygningsmæssigt rum og selve
landskabet i form af det store hedelandskab. Der etableres en
naturrumsbygning med informations- og aktivitetsfaciliteter,
høhotel med faciliteter til ryttere, anlæg af ride- og vandrestier
på heden samt shelters til overnatning.
Den tidligere hedeejendom, Kirstinelyst, kommer til at danne
rammen om et nyt rekreativt støttepunkt og naturrum, der skal
fungere som formidlings- og oplevelsesmæssig portal til den store
fredede Randbøl Hede.
Det nye Naturrum skal bidrage til at "klæde" de besøgende på
til nye, anderledes og større oplevelser på heden. Naturrummet skal
herved fungere som formidlingssted, såvel som et sted, hvor
besøgende inspireres til direkte oplevelser ude på heden.
Naturrumsbygningen opføres på "fodaftrykket" af den gamle
hedeejendom i læ for vestenvinden og samtidig skjult af den
eksisterende bevoksning i forhold til indkig fra heden. Naturrummet
bliver herved placeret på kanten af det store fredede hedeareal
uden at forstyrre hedelandskabets uforstyrrethed.