Næstved, Faxe og Vordingborg kommuner har siden 2006 arbejdet for at etablere en naturpark omkring Præstø Fjord. Kommunerne har medtaget ønsket om en naturpark i deres kommuneplaner og der har været etableret et samarbejde med en række interesseorganisationer og lodsejere i området.
Naturparken vil indebære, at man laver en samlet naturparkplan for området. Planen skal koordinere og afveje de mange interesser, der er omkring fjorden og vil opstille en række fælles målsætninger - inden for natur, friluftsliv, turisme og kulturhistorie. Der vil f.eks. skulle ske en afvejning af benyttelses- og beskyttelseshensyn i forbindelse med turisme, således at folk ledes væk fra de sårbare naturområder og over til de mere robuste områder. I naturparken vil der gælde den samme lovgivning og de samme regler som udenfor parken og alle yderligere tiltag skal derfor aftales på frivillig basis.
Det er håbet at en naturpark kan skabe synergi mellem private og offentlige projekter bl.a. gennem udnyttelse af midler under landdistriktsprogrammet, partnerskabsprojekter, naturplaner, offentlig naturpleje, turisme udvikling mv. Kommunerne er allerede begyndt at skabe et fælles fundament for samarbejdet i området og fik således i 2008-09 støtte fra By - og landskabsstyrelsen til et fælles kommunalt planlægnings projekt omkring fjorden. Som led i dette projektet er der bl.a. udarbejdet en landskabskarakteranalyse og en naturkvalitetskortlægning for fjordområdet. I 2009 startede de tre kommuner et samarbejde med Friluftsrådet om at lave en række naturrum til formidling omkring fjorden - Arbejdsmarkedets Feriefond og Friluftsrådet støttede dette projekt med henholdsvis 1,8 mio. kroner og 855.500 kroner.