Skive Kommune arbejder aktivt med at lave en sammenhængende planlægning for det område som udgøres af de tre Natura2000-områder Sdr. Lem Vig, Flyndersø og Karup Å. Projektet tager udgangspunkt i den fantastiske natur, og i de lokales ønsker til udvikling. For at søge inspiration til denne proces er man i Skive Kommune, ud over at deltage i Friluftsrådets naturparkprojekt, også med i et planprojekt under KU Life: "Dialogbaserede planprojekter i det åbne land - DIAPLAN", som undersøger metoder til kommunal planlægning i det åbne land.
Sønderlem Vig var oprindelig en sidefjord til Venø Bugt, men blev som følge af aflejringer fra Limfjorden efterhånden lukket af fra resten af fjorden, og omdannet til en stor ferskvandssø med kun et enkelt udløb til Venø Bugt. Helt usædvanligt har Sønderlem Vig opretholdt sin status som søterritorium, hvilket betyder at søen ingen ejer har og at jagtretten på søen er fri. Sønderlem Vig er i dag forbunden til Venø Bugt med en 200 m lang kanal. Der ligger et pumpehus, som virker med til at regulerer vandstanden i søen, ved udløbet til fjorden.
Flyndersø-området er et såkaldt dødislandskab. Flyndersø og Stubbegård sø samt en lang række af de mindre søer og vandhuller i området er således dannet ved vandopfyldning af dødishuller. Flyndersø og Hjelm Hede er fredet. Langs Flyndersøs bredder vokser egekrat, som er oprindelig skov indvandret efter sidste istid.
Området fra Sønder Lem Vig og Håsum Enge i vest over Flynders til Karup Ådal viser sig ved nærmere øjesyn at kunne kædes sammen ved hjælp af en række naturtyper som skov, eng, hede og mose. Dermed udgør hele den sydlige del af Skive Kommune et sammenhængende, varieret og meget interessant område med stort naturislæt.