
Fem af de 42 konkrete forslag, der i marts 2009 er fremsat af Breddeidrætsudvalget, har relation til rammerne for at færdes og opholde sig i naturen.
For eksempel peger udvalget på, at Miljøministeriet i samarbejde
med bl.a. kommunerne bør arbejde for at gøre landbrugsarealer mere
tilgængelige for selvorganiseret idrætsbrug ved at arbejde for at
etablere øget adgang for offentligheden - fx ved afmærkning og
oprettelse af både ridestier og trampestier langs markskel og
læhegn.
Udvalget foreslår også, at Miljøministeriet i samarbejde med bl.a.
andre ministerier og ikke-statslige organisationer tager initiativ
til at udarbejde en overordnet plan for Danmark som aktivt grønt
motionsland med bl.a. den hensigt at skabe en national plan for et
sammenhængende og afmærket net af vandre- og motionsstier.
- Friluftsrådet er meget positiv over for disse forslag fra
Breddeidrætsudvalget og medvirker gerne til at realisere dem.
Status i forhold til Adgangspolitisk Handlingsplan
Friluftsrådet, Danmarks Idræts-forbund, Danske Gymnastik-
og Idrætsforeninger samt Danmarks Firmaidrætsforbund samarbejder de
næste 3 år om etablering af nye afmærkede stiruter i danske byer.
Konceptet hedder Kløverstier. Ruterne skal forene
befolkningens muligheder for kultur-, frilufts- og naturoplevelser
med motion og bevægelse.
