Alle kan give andre en god oplevelse! Du og din organisation har mulighed for at åbne dørene for vores dejlige natur og samtidig promovere jeres organisation ved at tilbyde et arrangement på Naturens Dag, den 12. september 2010.
Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening er gået sammen om at skabe en festlig dag med naturoplevelser for alle
over hele landet. I kan også være med til at åbne naturen for befolkningen og vise bredden i friluftslivet.
Naturens Dag er en årligt tilbagevendende mærkedag for naturoplevelser. Den finder sted 2. søndag i september. I år fokuserer vi særligt på at åbne naturen for børnene .
Ophold i naturen giver glade, sunde og kloge børn, der vokser op som ansvarsfulde beskyttere og benyttere af naturen. Det er derfor alvorligt, når en ny Gallupundersøgelse viser, at børn kun er halvt så meget ude i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn. Det er synd for børnene og skidt for naturen!
Friluftsrådet opfordrer derfor jer og alle andre friluftsforeninger til at udbyde en tur eller et arrangement for børn og deres familier på Naturens dag, søndag den 12. september 2010.
Sådan gør du:
Du har flere muligheder:
1:
Du kan enten annoncere dit arrangement på hjemmesiden for Naturens Dag; www.naturensdag.dk .
Her bliver du guidet gennem en formular, hvori du taster informationer om arrangementet: type, adresse,
tidspunkt, varighed, særlige forhold osv.
2:
Du kan også sende informationer om arrangementet til Marie
Staun på mailadressen: mas@friluftsraadet.dk, som så indskriver informationer for dig.
3:
Endeligt er det muligt at ringe til Susie Langbæk på telefon: 31 19 32 11 i Danmarks Naturfredningsforening og give de nødvendige oplysninger.