I løbet af efteråret holder Friluftsrådet en række møder om adgang, hvortil først medlemsorganisationerne og siden øvrige samarbejdsparter er inviteret. Det blev varslet på generalforsamlingen den 29. april.
Friluftsrådet opfatter det som en naturlig demokratisk proces, og er derfor meget undrende over, at en række organisationer - heraf 4 medlemsorganisationer - har henvendt sig direkte til miljøministeren og bedt om, at Friluftsrådets krav bliver afvist.
Friluftsrådets udgangspunkt er kendt allerede i Det Friluftspolitiske Handlingsprogram fra 1997 og er fremlagt med den argumentation, som også fremgår af pressemeddelelsen fra generalforsamlingen, som kan læses længere nede på siden.
- Organisationernes brev til ministeren kan læses her.
- Friluftsrådets efterfølgende brev til ministeren kan læses her.
- Mlljøminister Troels Lund Poulsens svar til Friluftsrådet er modtaget 20. november 2008 og kan læses her (pdf)
For flere oplysninger i denne sag, kontakt venligst Friluftsrådets formand Lars Mortensen eller direktør Jan Eriksen, fr@friluftsraadet.dk eller tlf. 33 79 00 79.
I øvrige anliggender om adgang kan sektionsleder Anker Madsen, Politisk Sektion, kontaktes på 33 28 04 20 eller am@friluftsraadet.dk.
---------------------
Pressemeddelelse fra 22. april 2008:
Friluftsrådet har tre overordnede mål for øget adgang til naturen:
- Ret til fladefærdsel i privatejede skove
- Ret til stilfærdig færdsel langs ledelinier (diger, hegn, vandløb, bræmmer m.m.) i det åbne land
- Ret til at færdes i privatejede skove døgnet rundt
Det var den kontante udmelding fra Friluftsrådets formand, Lars Mortensen, da han tirsdag aflagde beretning på Rådets generalforsamling.
- Vore medlemsorganisationer har opfordret os til igen at få et skarpere fokus på adgangsforholdene, ikke mindst med kommunerne som nye naturansvarlige, sagde Lars Mortensen.
Formanden begrundede bl.a. med, at der de senere år er kommet ny natur og naturgenopretning mange steder, men at der ikke er taget nok højde for, at nye naturområder også skal være tilgængelige for befolkningen. Samtidig har regeringen i sit regeringsgrundlag lagt vægt på, at befolkningen skal have mulighed for flere naturoplevelser, hvilket Friluftsrådet kæder sammen med mere adgang.
- De tre krav er måske lige nu uopnåelige mål, og jeg ved også, at de hos nogle vil være kontroversielle, men ikke desto mindre vil vi arbejde for dem, sagde Lars Mortensen.
Lars Mortensen lovede både medlemsorganisationer og samarbejdsparterne inden for skov- og jordbrug, at Rådet vil invitere til en række møder og forhandlinger med fokus på adgang. Formanden for Dansk Skovforening, Niels Iuel Reventlow, var blandt Friluftsrådets gæster og kvitterede positivt for invitationen.
(*****)
Læs ovenstående i word: Pressemeddelelse fra generalforsamling, 22. april 2008